Debat: Digital transformation er såre simpelt

DEBAT – “Talentmangel truer digital transformation”. “Derfor fejler digital transformation”. “Kultur er den største barriere for digital transformation”.

Overskrifterne kan tage modet fra enhver, der overvejer en eller anden form for digitalisering af virksomhedens processer og produkter.

Digital transformation er for alle

Lad os ændre retorikken. Digital transformation er nemlig for alle.

Det er ikke kun for de store virksomheder eller virksomheder i it-branchen eller særligt innovative virksomheder.

Digital transformation gælder hver og én, lille som stor virksomhed.

Og den gode nyhed er, at selvom mange – især mindre – virksomheder ikke p.t. investerer i digitalisering og derfor kan betegnes som digitalt umodne, har de alle mulighed for at foretage et teknologisk tigerspring og komme hurtigt og effektivt i gang med forretningstransformationen.

Det er præcist det, de nye teknologier kan.

Vi har sandt for dyden brug for et digitaliseringsboost. Ifølge en opgørelse fra Det Digitale Vækstpanel har 75 pct. af landets største virksomheder en avanceret grad af digitalisering, mens tallet kun er 30 pct. for Danmarks mindre virksomheder.

Ifølge Erhvervsstyrelsens redegørelse om Danmarks digitale vækst 2017 investerer danske virksomheder generelt mindre i nye teknologier end vores naboer.

Vi skal ned i øjenhøjde

Men hvad er udfordringen egentlig?

Først og fremmest er der kommet vanvittigt mange nye teknologier på markedet de seneste år, og mange kløjes i de nye buzzwords, sammenhængen mellem dem og værdien af dem.

Det gælder bl.a. teknologier som big data analytics, internet of things, kunstig intelligens, blockchain og vision. Dernæst bliver den digitale transformation ofte fremstillet som en omfattende omvæltning af hele organisationen, som kræver et helt nyt, intensivt fokus, nye kompetencer, gennemgribende forandringer af infrastruktur, optimering af it-systemer, store investeringer osv.

Det er vel de færreste, der har sat tid og penge af til det.

Vi skal have digital transformation ned i øjenhøjde.

Vi skal sprede det budskab, at det er muligt at komme hurtigt fra idé til handling. Og vi skal først og fremmest eksperimentere.

Det vil frembringe mere mod og nysgerrighed hos de danske smv’er, der udgør 99 pct. af danske virksomheder.

Tag nu et analogt forretningsområde som salg af brugte kontormøbler.

Lastbilchaufføren sætter 100 stole af hos forhandleren, som skal registrere, identificere, beskrive og prissætte disse. Det tager tid.

Forløbet kan automatiseres

Ved hjælp af en drone, ny billedteknologi (vision), kunstig intelligens og procesrobotter kan hele forløbet automatiseres.

På baggrund af gentagen billedanalyse trænes den kunstige intelligens i at genkende de forskellige stoledesign, vurdere stolens stand, finde rette pris osv. – og det hele uploades automatisk på virksomhedens webshop.

Samme teknologier kan anvendes til mange andre scenarier. F.eks. bekæmpelse af den invasive bjørneklo.

Kommunernes miljøtilsyn får et nøjagtigt overblik over, hvor bjørneklo vokser – også i svært tilgængelige områder – og hele processen automatiseres, så tilsynspersonalet blot skal rykke ud og fjerne ukrudtet.

Det sparer mange mandetimer i det offentlige.

Jeg tror, at behovet for digitalisering skal vokse indefra og ud. Det gør det bedst, når virksomheder sår små frø, som vokser hurtigt og giver hurtig nytteværdi.

Af Thomas Nørmark, direktør, Transformation Lab, itelligence