E-handel er en vækstdriver – hvordan griber du muligheden?

Danske virksomheder skal op på den høje klinge, hvis de vil gribe morgendagens vækst på nettet. Læs med her, hvis du vil vide hvordan.

Af Louise Dyhrberg, konsulent, Væksthus Hovedstadsregionen

Langt de fleste danske virksomheder er godt med på nettet, e-handel er et fasttømret koncept hos størstedelen, og salget går strygende. Men det gælder primært indenfor landets grænser, når det kommer til det store udland, falder vi bagud.

Tal fra Nationalbanken viser at Danmark havde et e-handelsunderskud på over 30 mia. kr. sidste år, hvilket indikerer at udenlandske netbutikker har stor succes med at sælge til danske forbrugere, mens danske virksomheder har tilsvarende svært ved at slå igennem i udlandet.

I 2017 oplevede tyske og kinesiske netbutikker stor vækst på det danske marked, og knap en tredjedel af den samlede omsætning på nettet i DK tilfaldt netop udenlandske netbutikker.
Europæiske tal fra 2017 viser desuden at EU-borgere, der er villige til at handle i et andet land er støt stigende og vokset med mere end 30 % siden 2012, så der er et stort potentiale.

De grundlæggende trin

Indtrykket af små danske virksomheder, der konstant er på hælene overfor store udenlandske spillere, kan godt ændres. Jeg plejer at rådgive virksomheder om en række grundlæggende trin, før de overvejer E-handel i udlandet.

1) Lav en optimeret hjemmeside. Det er ikke nok at oversætte den danske udgave, du skal målrette indholdet til dit nye marked. Vær skarp på dit design og de farver du bruger i din markedsføring, måske noget virker bedre end andet. Og så skal du tilpasse din webshop til lokale forhold, fx kan kreditkort og betalingsmuligheder være anderledes.

2) Bør du være til stede med dine fysiske produkter? Dette kan være vigtigt bestemte steder, find ud af hvor du sælger mest. At være fysisk til stede med sine produkter øger muligheden for mersalg, og det kan samtidig styrke din relation til en eventuel samarbejdspartner på det pågældende marked. Det kan sikre mersalg, da nogle kunder gerne vil se produktet i fysisk form, før de føler sig trygge nok til at købe. Fordelen ved også at være på nettet er, at det ikke altid er nødvendigt at være repræsenteret i samme antal fysiske butikker.

3) Du skal huske dine samarbejdspartnere. Hvis du allerede har gode partnere på dine vigtigste eksportmarkeder, skal du huske at inddrage dem, når du skruer op for din e-handel, I kan let udbygge samarbejdet og få lavet en fælles indgang. Men husk den rigtige rækkefølge, som helt nystartet bør du altid tale med dine partnere først – det er en stor fordel, hvis du har en klar strategi for din e-handel, før du sætter aftaler op med dine partnere. De kan ofte have en forventning om at få provision af det fremtidige salg, så vær skarp på hvad du aftaler. Som nystartet har du faktisk en fordel, da du kan tilrettelægge din strategi mere frit, det kan ’gamle’ virksomheder med længere eksporterfaring sjældent.

4) Pas på mellemled og mellemregninger. En oplagt fordel ved E-handel er at du lettere kan spare på fordyrende mellemled, men hvis det senere viser sig, at du ikke helt kan undvære dem, kan det blive dyrt i længden. Husk at lave en grundig prisstrategi, før du går i gang.

Få det basale på plads

Og nej, dette er selvfølgelig ikke en fiks og færdig opskrift for alle, der kan være særlige udfordringer for den enkelte virksomhed eller branche, ligesom et marked kan byde på helt specifikke forhold, som du må tilpasse din forretning til. Men det nævnte er det basale, som du SKAL have på plads. Så kommer resten (ikke af sig selv), men i takt med at I prøver kræfter af med udlandet og realiserer jeres ambitioner.

For at udbygge skal fundamentet være på plads – den metafor gælder også på nettet.

Louise Dyhrberg har i mere end ti år arbejdet med etablering og udvikling af danske virksomheder på eksportmarkeder. Udover at være konsulent hos Væksthuset, er hun eksportrådgiver hos Eksportrådet under Udenrigsministeriet.