Ny app skal skabe nem kommunikation mellem døve og hørende
Hjem NYHEDER Ny app skal skabe nem kommunikation mellem døve og hørende

Ny app skal skabe nem kommunikation mellem døve og hørende

Af Redaktionen

Arbejdsløsheden blandt døve er skyhøj. Kun 38 % af de døve i den erhvervsaktive alder er i job.

Ny app skal skabe nem kommunikation mellem døve og hørende 2Det siger en rapport fra Ankestyrelsen og Det Centrale Handicapråd, der udkom i februar 2016. De døves største udfordring er kommunikation, og med kun 20 tolke-timer stillet til rådighed om ugen, er det svært at deltage i det uformelle fællesskab på arbejdspladsen.

Men en ny app, der hedder Sign2Me, kan være med til at lette kommunikationen mellem døve og hørende. Med hjælp fra en smartphone så kan app’en i realtid oversætte til og fra tegnsprog.

Bag virksomheden står Brian Klindrup og Gabriel Andersen, der netop er nomineret til CareWare-nexts idépris 2018. CareWare-Next har siden 2013 kåret de bedste idéer og bedste iværksættere med et dommerpanel bestående af bl.a. Aarhus Kommune, Enversion og Capnova.

Idéen, som virksomheden er nomineret for, er ret simpel. App’en så at sige ”signer” til dig eller oversætter kommunikationen mellem døve og hørende.

Idé opstod til fødselsdag

Ideen til app’en startede for et par år siden, da Brian Klindrup var sin nevøs fødselsdag. Nevøen er nemlig talehandicappet og Brian Klindrup havde svært ved at forstå, hvad han siger. Nevøen bruger tegnsprog, som sin primære kommunikation, men ligesom 98 % af resten af verden, kan Brian Klindrup ikke tegnsprog. Derfor ville han til sin nevøs fødselsdag downloade en app, der kunne oversætte tegnsprog, men den fandtes ikke, og derfor besluttede han at handle selv.

App’en er baseret på kunstig intelligens. Tegnsproget bliver opfanget af telefonens kamera, der ved hjælp af den kunstige intelligens oversætter tegnene til tale, der kommer ud gennem telefonens højtaler. Omvendt kan telefonen opfange tale og oversætte det til tegnsprog, som bliver vist af en avatar på telefonen. På den måde kan døve og hørende kommunikere ligeværdigt, hurtigt og uden yderligere hjælpemidler.

”Tænk på alle de dagligdags situationer, hvor du har brug for nemt at kommunikere. Hvis du skal spørge om vej, handle ind, eller koordinere børnenes legeaftaler med de andre forældre. I sådanne situationer har døve i dag brug for enten tolk eller pen og papir,” forklarer Gabriel Andersen.

Computeren lærer selv

App’en er udviklet i samarbejde med Alexandra Instituttet via støtte fra InnoBooster-ordningen. Det er en almennyttig virksomhed, der hjælper offentlige og private med at anvende den nyeste it-forskning og teknologi.

Ifølge Søren Rasmussen, Visual Computing Engineer, har målet været at lave en app, der kan optage en person på video, som står og laver tegnsprog. Det sker via en metode, der hedder Deep Learning, der er et værktøj under kunstig intelligens, der kan genkende billeder.

“Det er et godt billede på, hvor hurtigt udviklingen går inden for de her teknologier. Hvor vi tidligere som mennesker definerede, hvad algoritmerne skulle kunne, er det i dag computeren selv, der definerer, hvordan algoritmerne arbejder. Grundlæggende så er det rigtig svært at forklare, hvordan vi som mennesker genkender tegnsprog. Men vi kan godt lære en computer det, ved at fodre den med eksempler på tegnsprog og oversættelser, og langsomt lærer algoritmen så at oversætte tegnsprog selv, forklarer Søren Rasmussen.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>