Nyt betalingsanlæg skal få kunderne hurtigere over Storebæltsbroen
Hjem NYHEDER Nyt betalingsanlæg skal få kunderne hurtigere over Storebæltsbroen

Nyt betalingsanlæg skal få kunderne hurtigere over Storebæltsbroen

Af Redaktionen

A/S Storebælt har netop indgået kontrakt med norske Q-Free på levering af et nyt betalingsanlæg, som fra næste efterår vil gøre det både hurtigere og nemmere for bilister at komme over Storebæltsbroen.

Nyt betalingsanlæg skal få kunderne hurtigere over Storebæltsbroen 1

Jens Kjær Nielsen, chef for Storebælts betalingsanlæg

Efter 20 års virke skal det eksisterende anlæg fornyes. Formålet er at fremtidssikre betalingsanlægget, så det kan tage i mod den voksende trafik og samtidig give det stigende antal kunder, som benytter automatisk betaling i form af PayByPlate eller BroBizz, en bedre service.

Et betalingsanlæg i version 2.0

A/S Storebælt ønsker at være på forkant med trafikudviklingen, og her skal et nyt betalingsanlæg være med til at håndtere de over 35.000 daglige bilister.

Det handler om at lytte til kundernes behov og gøre brug af de nye teknologiske muligheder, der findes på markedet. Derfor sker implementeringen af det nye betalingsanlæg som led i vores digitale strategi:

– Det nye betalingsanlæg bliver en version 2.0. Det betyder, at vi vil kunne give kunderne en endnu bedre serviceoplevelse, end det vi kender til i dag, fortæller Jens Kjær Nielsen, chef for Storebælts betalingsanlæg.

Det nye betalingsanlæg får flere ekspresbaner til de kunder, som benytter PayByPlate eller BroBizz og hastigeden sættes op til 50 km/t.

– Flere og flere af vores kunder vælger automatiske betalingsløsninger, så derfor udvider vi antallet af baner til dem og øger hastigheden. Det betyder samtidig, at vi kan få flere biler gennem betalingsanlægget og dermed reducere ventetiden, fortæller Jens Kjær Nielsen.

En langsigtet investering

Foruden at det nye betalingsanlæg gør det nemmere og hurtigere for kunderne at passere Storebæltsbroen, så vil det med det nye betalingsanlæg være muligt at reducere driftsomkostningerne.

– Det bliver muligt at ekspedere flere kunder på kortere tid og med det stigende antal kunder, som benytter automatisk betaling, vil det betyde, at vi kan afvikle den voksende trafikmængde, uden at vores omkostninger stiger. Faktisk forventer vi at reducere driftsomkostningerne væsentligt, når det nye anlæg er taget i brug, fortæller Jens Kjær Nielsen.

Det nye anlæg står klar i efteråret 2019

I følgende periode vil A/S Storebælt sammen med Q-Free gå i gang med forberedelserne til det nye betalingsanlæg. I sommeren 2019 vil man påbegynde at installere det nye udstyr i de første vejbaner.

Det nye betalingsanlæg forventes at stå færdigt og klart i efteråret 2019 – hvor det vil erstatte det nuværende betalingsanlæg.

Overgangen til det nye betalingsanlæg vil ikke påvirke de daglige bilister.

Værd at vide om det nye betalingsanlæg

  • Med det nye anlæg bliver det muligt at øge kapaciteten i forhold til de lavere takster per 1. januar 2018. Dvs. at kunder, der betaler med enten BroBizz eller PayByPlate vil kunne køre hurtigere igennem.
  • I dag benytter ca. 73 pct. af kunderne automatisk betaling i form af BroBizz eller PayByPlate.
  • Det nye betalingsanlæg vil reducere A/S Storebælts driftsomkostninger væsentligt for anlægget.
  • Det nye udstyr består bl.a. af et nyt klassifikationssystem, nye kameraer til nummerpladelæsning, LED-skilte over vejbaner og nye selvbetjeningsterminaler. Desuden udvides antallet af ekspresbaner fra fire til seks baner i hver retning.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>