Sopra Steria atter i plus efter egen virksomhedstransformation

TRANSFORMATION: Vores egen transformation og øget dialog med kunderne har givet os et endnu bedre indblik i kundernes behov og har sikret, at vi kan arbejde agilt fra start til slut, siger Maiken Lykke, administrerende direktør Sopra Steria Danmark.

Efter en vellykket virksomhedstransformation, med ny ledelse og strategi, har IT-konsulenthuset Sopra Steria vendt flere års underskud til overskud.

Sopra Steria, der rådgiver om og implementerer virksomheders digitale transformation, har i Danmark vendt de seneste fem års underskud til overskud. Årsresultatet for 2017 viser nu et positivt driftsresultat. Fremgangen tilskrives en omlægning af forretningsmodellen og store forandringer i virksomhedens salg- og ledelsesstrategi. Den øgede kunde- og opgavetilgang drives også frem af den stærke digitaliseringsbølge i både den private og offentlige sektor.

Opsagde kunder for at fokusere helhjertet på at blive et rendyrket IT-konsulentselskab

Den tidligere forretning i Danmark, IT-hosting, blev lukket og eksisterende kunder opsagt. Hermed kunne Sopra Steria vende sin fulde opmærksomhed mod den digitale omstilling, som både den private og offentlige sektor er i fuld gang med i disse år.

– Strategiskiftet har betydet, at vi har kunnet koncentrere os om vores spidskompetencer. Sopra Steria er et IT-selskab med en stærk teknisk profil. Vi går ikke på kompromis med kompetencer, vi har et stærkt hold af udviklere og andre tekniske profiler, som gang på gang har demonstreret, at de også mestrer rådgivning og strategi. Vores store opgave i disse år er at hjælpe vores kunder med at transformere deres traditionelle forretningsmodeller, der er udfordret af den nye digitale virkelighed, siger Sopra Sterias danske direktør, Maiken Lykke.

I dag rådgiver de 60 konsulenter i danske Sopra Steria på tværs af kundernes organisation og kan samtidig inddrage de dybe tekniske kompetencer, koncernens 42.000 mand råder over.

Fokus på prestigeprojekter kostede dyrt på bundlinjen

Før strategiskiftet brugte Sopra Steria mange ressourcer på at byde på de store og omfattende udbudsprojekter. Resultatet var en række ufrugtbare år, da udbudsrunder naturligt er forbundet med store omkostninger og usikkert slutresultat.

Da Maiken Lykke i 2017 blev direktør for den danske afdeling, traf hun en strategisk beslutning om at omlægge forretningen:

– I lyset af hvor omkostningsfulde og usikre de store udbudsrunder er, så var det naturlige næste skridt at fokusere på mindre risikofyldte opgaver, hvor vi samtidig kunne udfolde hele vores palette af kompetencer. Vi valgte derfor at fokusere helhjertet på de opgaver, hvor vi for alvor kunne rådgive i bredden og hjælpe teknisk i dybden. Det har vist sig at være en rigtig strategi for os, og vi indgår nu i et tæt samarbejde med vores kunder – på tværs af Sopra Sterias forskellige digitale løsninger, siger Maiken Lykke.

Lukker salgsafdelingen – har aldrig solgt mere

Det gode årsresultat har endnu en fadder; Sopra Steria har taget sin egen medicin og har selv gennemgået en digital transformation. På system- og ledelsessiden er der sket en væsentlig opgradering, der betyder, at alt i dag er gennemsigtigt:

– Vi har fuld synlighed med alt, hvad vi laver i dag. Salgsmæssigt har vi erfaret, at vores helt store styrke ligger i vores konsulenters store kontaktflade. Det er, når vi er tætte på vores kunder, at vi kan bringe dem den største værdi. Derfor må der heller ikke være langt fra rådgivning til implementering. Mange udfordringer i IT-projekter er at lave de rigtige løsninger, som passer til den specifikke forretning. Det er en kompleks opgave, som kræver både dyb teknisk indsigt og stor forretningsforståelse. Og netop derfor er konstant kompetenceudvikling både uundværlig og højt prioriteret i Sopra Steria, siger Maiken Lykke og fortsætter:

– Vi lukkede salgsafdelingen, og siden da har vi aldrig haft flere kunder, end vi har i dag. Vores egen transformation og den øgede dialog med kunderne har givet os et endnu bedre indblik i kundernes behov og har sikret, at vi kan arbejde agilt fra start til slut. Det betyder større tilfredshed hos kunderne, øget salg af konsulentbistand og i sidste ende sorte tal på bundlinjen.

Fokus på udvikling af medarbejdere

– Vi har konstant fokus på den faglige og personlige udvikling af vores medarbejdere. Ikke alene er det nødvendigt for at kunne tiltrække og fastholde de bedste hoveder, men de skal også kunne hjælpe vores kunder videre på den bedst tænkelige måde. Vores arbejde med kompetenceudvikling og vidensdeling er noget, som både gavner kunder og ansatte, slutter Maiken Lykke.