Inden for de sidste 10-15 år har internettet gjort det muligt at knytte kunder og virksomheder meget tættere sammen.
Digitaliseringen har gjort det muligt at opsamle og analysere data og dermed gjort det lettere for virksomheder at skræddersy annoncer og personificere kundeoplevelser.
De muligheder har indtil videre kun har været tilegnet onlinehandlen. Et nyt samarbejde mellem to danske start-ups, CashbackAPP og Zliide samt Alexandra Instituttet, skal skabe rammerne for en digital udvikling i de fysiske butikker.
Digitalt loyalitetsprogram
Den ene af de to startups er, CashbackAPP, der har udviklet et digitalt loyalitetsprogram. Programmet gør det muligt for butikker at belønne tilmeldte kunder, når de betaler med et tilmeldt betalingskort i butikkerne.
Det foregår ved, at man som forbruger tilmelder sit eksisterende betalingskort. Herefter kan man betale med kortet i alle samarbejdende butikker og dermed automatisk modtage kontante fordele. Kundens eget betalingskort bliver et loyalitetskort, som kan bruges på tværs af butikker.
Hermed bliver de mange ekstra loyalitets- og medlemskort overflødige. CashbackAPP samarbejder i øjeblikket med over 1.000 danske detailbutikker og har over 40.000 tilmeldte brugere.
Samarbejdet mellem Alexandra Instituttet og CashbackAPP har til formål at anvende maskinlæring til udvikling af et system, der automatisk kan anbefale den enkelte bruger, hvilke butikker, der vil være mest relevante for kunden. Baseret på mange forskelligberegner algoritmerne forslag til kunden, der skal danne grundlag for et anbefalingssystem, som skal tilbydes af CashbackAPP til brugerne.
Mere personificeret handel
Den anden startup er Zliide, der er en shopping platform, som fungerer på tværs af online og offline handel. Zliides produkt tager udgangspunkt i en ny, digitaliseret version af de klassiske tøjalarmer, der i dag fungerer som tyverisikring på tøj i tøjbutikkerne.
Med Zliides digitale tøjalarm kan forbrugeren forbinde sin telefon til tøjalarmen gennem Zliide-appen. Via appen får brugeren adgang til billeder, videoer og informationer om det produkt, som alarmen sidder på.
Kunden har også mulighed for at købe produktet via appen. Når det er betalt, så løsnes alarmen automatisk fra det købte produkt. Herefter kan kunden tage alarmen af, modtage en kvittering på sin telefon og forlade butikken.
Zliides app gemmer også en liste over alle de produkter, som kunden har forbundet til eller har medbragt i prøverummet eller tilføjet til sin ønskeliste. Kunden har efterfølgende mulighed for at købe produkterne, når han eller hun kommer hjem.
Via appen har kunden også adgang til alle butikkens produkter. Her har kunden mulighed for at købe produkterne og få dem sendt til sin adresse, også selvom de ikke er i butikken.
Samarbejdet mellem Alexandra Instituttet og Zliide har til formål at udvikle et system, der kan individualisere købsforslag, markedsføring og budskab til den enkelte forbruger på baggrund af tidligere adfærd online såvel som offline. Dette system skal bruges til at personificere oplevelsen på tværs af Zliides kanaler.