​Stigende interesse for biogaslastbiler
Hjem BÆREDYGTIGHED ​Stigende interesse for biogaslastbiler

​Stigende interesse for biogaslastbiler

Af Redaktionen

Hos Scania Danmark mærkes en stigende interesse for den grønne omstilling også i transportsektoren.

​Stigende interesse for biogaslastbilerDet gælder ikke mindst brug af alternative og bæredygtige brændstoffer i lastbiler og busser. Scania har i de senere år udviklet det bredeste udvalg af motorer og drivliner til kørsel på mere bæredygtige brændstoffer; herunder el-hybrid, bioetanol, biodiesel samt biogas.

– Det glæder os, at der er ved at komme gang i levering af gaslastbiler som Arlas to nye Scania P 340 er glimrende eksempler på.

– Vi har for nylig også leveret gaslastbiler til flere andre kunder og vi oplever stor interesse for vores gaslastbil i vores udlejningsflåde. Vi har desuden leveret et stort antal gasbusser til kørsel på komprimeret biogas i Danmark, og da gaslastbilerne grundlæggende kører med samme, gennemprøvede teknologi, er der ikke noget at være bange for, siger Scania Danmarks salgsdirektør Anton Freiesleben.

– Vi kan bl.a. levere køretøjer til kørsel på både komprimeret og flydende biogas, men der findes endnu ikke danske tankstationer til flydende gas. Til gengæld sælges 100 % dansk-produceret biogas på de 17 danske tankstationer for komprimeret gas – enten som ren biogas eller som iblandet naturgas. Det vigtigste for Scania Danmark er, at vi kommer i gang nu og begynder at høste af de lavthængende klima-frugter med det samme, tilføjer Anton Freiesleben.

Den globale Scania-koncern, der leverer tunge lastbiler og busser på mere end 100 markeder over hele verden og beskæftiger over 52.000 medarbejdere, gennemførte for nylig en klimadag for samtlige medarbejdere. Det skete ved at sætte produktionen og samlebåndene i stå i en periode, hvor medarbejderne blev undervist i årsager og virkning af klimaforandringerne samt informeret om de værktøjer, som transportsektoren allerede i dag har til rådighed for at reducere CO2-udledningen.

– Hos Scania snakker vi ikke om fremtidige løsninger. Vi leverer dem allerede, og sammen med klimabevidste kunder som Arla og flere andre er vi på vej til at omstille transportsektoren. Men det kunne godt gå hurtigere, fastslår Anton Freiesleben.

Afhængig af valg af råmateriale kan biogassen produceres lokalt i Danmark med en CO2-reduktion på over 100 %.

At det er muligt at reducere CO2-udledningen med mere end 100 % skyldes, at der fra gyllen sker et markant udslip af klimabelastende metangas, når gyllen anvendes som gødning. Da metangas giver 25 gange højere drivhuseffekt end CO2, er giver det store fordele at undgå metan-udslip. Såfremt gyllen i stedet anvendes til produktion af biogas, elimineres dette udslip af metan. Dermed bliver biogassen mere end 100 % CO2-neutral, og den afgassede gylle bliver endda til gødning af højere kvalitet, der lettere optages af planterne.

– Det er jo fantastisk, at biogas kan give CO2-reduktioner på mere end 100 %. Samtidig er gasmotorteknologien både let at håndtere, sikker og driftsøkonomisk. Paradoksalt er dansk energiafgift på biogas desværre højere end energiafgiften på diesel. Det er da tankevækkende, at vi i Danmark bremser udbredelsen af bæredygtig teknologi ved at holde fast i en gammeldags afgiftsstruktur, siger Anton Freiesleben.

Arlas nye gaslastbiler er udrustet med såkaldt CBG-teknologi, dvs. Compressed Bio Gas. Motoren er som udgangspunkt konstrueret som en dieselmotor men er konverteret til gasdrift ved hjælp af en anden indsprøjtningsteknologi, tændrør mm. Biogassen opbevares på siden af chassiset i tryktanke, der giver gaslastbilerne en rækkevidde på ca. 500 km. Det er mere end rigeligt til en hel dags kørsel, hvorefter lastbilen kan tankes i løbet få minutter, så den er klar til et nyt skift.

Som endnu en bæredygtig teknologi er Arlas nye Scania P 340 gaslastbiler desuden udrustet med såkaldte TRS-anlæg til produktion af store mængder strøm fra motorens kraftudtag.

Strømmen anvendes til at drive sættevognens køleanlæg og holde mælkeprodukterne kolde under transporten. Dermed elimineres CO2-udslip og støj samt brændstof- og vedligeholdelsesomkostninger fra den separate dieselmotor, der normalt trækker køleanlægget på en sættevogn. Desuden elimineres partikelforureningen fra vogntoget helt og aldeles, og udslippet af andre forurenende stoffer reduceres drastisk, idet lastbilens biogasmotor har markant bedre miljøegenskaber end en traditionel dieselmotor i sættevognens køleanlæg.

– Ønsker man virkelig at tilgodese klimaet, er biogas i øjeblikket både det mest effektive og det mest økonomiske brændstof. Dels er omkostningerne lavere end for andre biobrændstoffer og dels markant lavere end ved f.eks. el-drift, fremhæver Anton Freiesleben.

– Interessant er det også, at merprisen på en typisk supermarkedvare kun stiger med et par øre, hvis varen distribueres med en biogaslastbil. Dermed er det i virkeligheden ingen udfordring at få finansieret den grønne omstilling på dette punkt, da forbrugeren jo ikke påvirkes mærkbart, tilføjer han.

– El-drift, som ellers opfattes som den ”reneste” energiform, er jo afhængig af, hvorledes elektriciteten er produceret, og selv om Danmark er godt på vej med stigende andele af bæredygtigt produceret elektricitet, svinger CO2-reduktionen i dag ”kun” mellem 60 og 80% og er således lavere end ved brug af ren biogas. Klimaet kunne være godt tjent med, at alle investeringer blev lagt i biogaskøretøjer, som teknologien ser ud lige nu og et pænt stykke ind i fremtiden, afslutter han.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>