3 ud af 4 danskerne ønsker en 4-dages arbejdsuge
Hjem NYHEDER 3 ud af 4 danskerne ønsker en 4-dages arbejdsuge

3 ud af 4 danskerne ønsker en 4-dages arbejdsuge

Af Redaktionen

Flere steder landet over bliver der eksperimenteret med nedsat arbejdstid som følge af teknologi, der gør medarbejderne mere effektive.

3 ud af 4 danskerne ønsker en 4-dages arbejdsugeIfølge en spørgeskemaundersøgelse er 76 procent af danske kontoransatte klar til at gå samme vej.

76 procent af danske kontoransatte ville sige ja tak til en fire-dages arbejdsuge, hvis deres arbejdsgiver tilbød det. 14 procent svarer sågar, at de ville acceptere en fire-dages arbejdsuge, selv hvis det resulterede i en lønnedgang.

Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse fra analysebureauet OnePoll på vegne af softwarevirksomheden Citrix.

”Vi er nået til et punkt, hvor det bliver relevant for flere og flere arbejdsgivere at tage stilling til, om arbejdstiden skal sættes ned for en række medarbejdere.”

”Det sker, fordi der bliver opfundet mere og mere teknologi og smarte løsninger, som gør medarbejderne mere effektive. Undersøgelsen viser, at der er bred opbakning fra danskerne til en fire-dages arbejdsuge – men også at der formentlig går lang tid, før den bliver til virkelighed som et udbredt fænomen,” siger Anette Vainer, landechef i Citrix Danmark.

Hun henviser i den forbindelse til, at kun 15 procent af de adspurgte finder det sandsynligt, at deres arbejdsgiver inden for overskuelig fremtid vil tilbyde dem en fire-dages arbejdsuge til samme løn som i dag . Det finder 84 procent af de adspurgte til gengæld overvejende usandsynligt.

Der er tale om en international spørgeskemaundersøgelse, som viser, at kontoransatte i en lang række europæiske lande synes klar til en fire-dages arbejdsuge. Således svarer 88 procent af svenskerne, 88 procent af nordmændene og 81 procent af tyskerne, at de ville takke ja til en fire-dages arbejdsuge, hvis de blev det tilbudt.

I 2019 berettede Microsoft i Japan om resultaterne af et forsøg med en fire-dages arbejdsuge. Her steg produktiviteten med 40 procent i testperioden, blandt andet fordi de ansatte gjorde brug af ny teknologi, ligesom de skar ned på antallet af overflødige mails og lange møder. I Danmark bliver der eksperimenteret med en fire-dages arbejdsuge i blandt andet Odsherred Kommune, hvor medarbejderne som noget nyt går på weekend allerede om torsdagen.

Kontoransattes effektivitet kan blandt andet påvirkes via digitale arbejdspladser med brug af machine learning og kunstig intelligens. Tests fra Citrix viser, at sådanne løsninger kan gøre kontoransatte op til 67 procent mere effektive. Det sker især ved at oprette funktioner, der overflødiggør de mange daglige skift mellem programmer og applikationer. Ifølge en undersøgelse fra amerikanske Pegasystems hopper den gennemsnitlige kontormedarbejder således imellem forskellige programmer og applikationer hele 1.110 gange om dagen.

Det svarer de adspurgte danskere på spørgsmålet ”Hvad ville du svare, hvis din arbejdsgiver tilbød dig en fire-dages arbejdsuge?”:

Ja, selv hvis det betød en lønnedgang                                                                                 13,8 procent

Ja, men kun hvis jeg kunne beholde den samme løn                                                      62,6 procent

Nej                                                                                                                                                7,7 procent

Ved ikke                                                                                                                                       14,6 procent

Andet                                                                                                                                           1,2 procent

Sådan svarer de adspurgte danskere på spørgsmålet ”Hvor sandsynligt tror du, det er, at din arbejdsgiver tilbyder dig en fire-dages arbejdsuge til den samme løn som en fem-dages arbejdsgiver inden for overskuelig fremtid”?

Meget sandsynligt                                                                                                                     1,2 procent

Nogenlunde sandsynligt                                                                                                          13,6 procent

Ikke særligt sandsynligt                                                                                                           22,8 procent

Slet ikke sandsynligt                                                                                                                 60,8 procent

Andet                                                                                                                                           1,6 procent

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>