5G: Nye muligheder med Live Virtual Reality

Skrevet af Robert Høgh, strategikonsulent hos 3

5G: Nye muligheder med Live Virtual Reality 15G er lige om hjørnet. Hvad betyder det egentlig? Mange danskere er spændte på hvilke konkrete forandringer, 5G kommer til at føre med sig. Derfor beskriver vi her en teknologi, der eksperimenteres med i udlandet. Vi kigger på USA og Kina, som er langt fremme med udrulningen af 5G, og hvor særligt live virtual reality er i fokus.

Virtuel virkelighed
Virtual reality (VR) fører dig ind i en virtuel virkelighed, animeret eller fotograferet, via et særligt headset, som lukker resten af verden ude. VR giver dig mulighed for at komme et sted hen, du normalt ikke ville komme. Det kan f.eks. være toppen af et højt bjerg, første række til en fodboldkamp eller på en rejse ud i rummet.

Denne teknologi er ikke ny, og den fungerer allerede på 4G-netværk, men selvom mange kender til den, er der kun få, som bruger den. Mange synes nemlig, at det er for dyrt, bøvlet og besværligt med et VR-headset, og den virtuelle virkelighed er ofte ikke så realistisk, som den burde være. Dette kan dog ændre sig med 5G.

Bedre med 5G
For det første kan man med 5G sende og modtage data med rigtig høj hastighed. Det betyder, at den virtuelle virkelighed kan blive mere omfattende og med flere detaljer og niveauer, end den er med 4G. For det andet er reaktionstiden på 5G lavere end 4G – og den bliver endnu lavere i takt med, at 5G bliver videreudviklet de kommende år. Det betyder, at der kun går et splitsekund, fra du vender hovedet mod højre med brillerne på, til virkeligheden opdateres. Det er langt hurtigere, end øjnene kan nå at opfange, hvorfor der ikke er nogle ”hakker” i oplevelsen, det hele føles meget realistisk – præcis som i den virkelige verden. Alt dette betyder, at man med 5G kan ’live transmittere’ oplevelser via VR. Og det bliver ’live’-aspektet, som bliver en game changer for VR.

Dette skete sidste vinter i Kina, hvor det for første gang var muligt at live streame det kinesiske nytårsshow i VR. Kinesere med et VR-headset, der tillader live streaming, valgte selv synsvinkel og placering til det berømte gallashow. Herfra kunne de følge med i showet, som om de selv var inviterede til festen, som normalt er forbeholdt særlige personer.

Live fra første række
Det er ikke kun gallashows, som man kan følge med live VR. I Kina forudså virksomhederne Huawei og China Unicom sidste år i en rapport, at hastigheden er så høj og reaktionstiden så lav på 5G, at det bliver muligt at streame sportskampe live via VR. Der går nemlig kortere tid, fra spilleren laver en bevægelse, til den vises i dit virtuelle univers, end øjet kan nå at opfatte.

I USA er det allerede nu muligt at se visse optagede NBA-basketballkampe i VR. Teleselskabet AT&T forudser, at 5G og 360-graders kameraer på sigt gør det muligt at live streame basketballkampene i realtid. AT&T skriver, at du kan gå langs sidelinjen, se hvad spillerne ser, deltage i jubelscenerne i omklædningsrummet. Alt sammen på samme tid, som det rent faktisk foregår.

360-graders optagelser
Vi ved ikke præcist, hvor lang tid, der går, før teknologien er til rådighed for almindelige forbrugere og for os danskere. Men forestil dig, at du ikke længere behøver købe billetter og tage til stadion for at se fodboldkampe. I stedet kan du nemt få adgang til kampen fra første række – i din sofa!

Og noget tyder på, at forbrugerne er klar til at bruge de nye 5G-muligheder og også selv optage filmene til VR. Det fremgår fx i rapporten ’5G consumer potential’ fra Ericsson, der indeholder resultaterne af en global undersøgelse blandt smartphone-brugere. Fire ud af ti smartphone-brugere forventer, at fremtidens smartphones vil indeholde et 360-graders kamera. Respondenterne forventer også at bruge tre timer mere om ugen på at se video indhold på deres smartphones – hvoraf en time vil ske via VR-briller.