Kundetilvæksten fortsætter for teleselskabet 3 og søsterselskabet OiSTER, der i første kvartal af 2021 kunne byde 8.000 nye kunder velkommen.
Med en samlet kundebase på 1.471.000 nærmer 3 sig sin målsætning om 1,5 millioner glade kunder.
Trods en lang vinter præget af coronakrise og lukkede butikker er teleselskabet 3 og søsterselskabet OiSTER kommet godt ind i 2021. Regnskabet for første kvartal viser en kundetilvækst på 8.000, hvilket bringer den samlede kundebase op på 1.471.000.
”Vi er kommet rigtig godt fra start i første kvartal med acceptabel vækst og en historisk høj kundetilfredshed. Væksten er især drevet af vores mobile bredbåndsløsning, ’Internet til hjemmet’, som har været i særlig høj kurs under coronakrisen, og kundetilfredsheden skyldes i høj grad vores medarbejdere. Omstændighederne til trods leverer de fortsat et tårnhøjt serviceniveau, der betyder, at kunderne er glade for at være her. Vi har netop målt det bedste resultat nogensinde på kundernes tilfredshed med vores dækning, service, troværdighed og den samlede kundeoplevelse,” siger Morten Christiansen, Regional CEO i 3 Group og CEO for 3 Danmark.
3 lancerede ’Internet til hjemmet’ til privatkunder i begyndelsen af 2019, og senere samme år satte 3 ekstra turbo på løsningen med muligheden for at tilkøbe en udendørs antenne, der forstærker signalet. ’Internet til hjemmet’ var en øjeblikkelig succes, og under coronakrisen, hvor hjemmearbejde og hjemmeskole har givet danskernes internetforbindelser i hjemmet kamp til stregen, er begge løsninger blevet særligt relevante.
Et godt afsæt for året
I første kvartal af 2021 omsatte 3 for 683 mio. kr., hvoraf de 454 mio. kom fra serviceomsætningen. Driftsresultatet før afskrivninger endte på 164 mio. kr. (inkl. IFRS 16-effekten), hvilket er lavere end sædvanligt på grund af Covid-19 og frasalget af søsterselskabet Hi3G Networks.
”Set i lyset af omstændighederne er jeg munter, men ikke overstadig. De lukkede butikker og frasalget af vores passive infrastruktur har en helt naturlig effekt på regnskabet, men når vi korrigerer for det, ser det ganske fornuftigt ud. Nu skal vi have vores centerbutikker genåbnet og tilbage i kampen, og så har vi et godt afsæt for at nå vores mål for året. Der er bestemt grund til optimisme,” siger Morten Christiansen fra 3.
Nøgletal fra 3’s opgørelse af kundebasen i første kvartal af 2021 (1. januar til 31. marts 2021)[1]:
- Nye kunder: 8.000
- Samlet kundebase: 1.471.000
- Omsætning: 683 mio. kr.
- Serviceomsætning: 454 mio. kr.
- Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA inkl. IFRS 16): 164 mio. kr.