8 ud af 10 unge ønsker fleksible arbejdstider efter pandemien
Hjem UNDERSØGELSE 8 ud af 10 unge ønsker fleksible arbejdstider

8 ud af 10 unge ønsker fleksible arbejdstider

Af Redaktionen

Medarbejdere under 40 år forventer mere fleksibilitet og større forståelse for livet uden for arbejdspladsen fra deres arbejdsgivere, viser en undersøgelse fra it-virksomheden Citrix.

Virksomheder bør tilbyde langt mere fleksibilitet, hvis de fremadrettet vil tiltrække og fastholde unge talenter med digitale kompetencer.

Ifølge en global undersøgelse fra it-virksomheden Citrix er medbestemmelse over ens arbejdstid og arbejdsgiverens forståelse for familielivet nemlig blandt de forhold, som langt de fleste unge forventer af deres arbejdsplads.

Hele 82 procent af 2.000 adspurgte under 40 år svarer, at arbejdsgivere bør tilbyde medarbejdere muligheden for fleksible arbejdstider. 74 procent mener, at arbejdsgivere bør have større forståelse for medarbejdernes forpligtelser i forhold til familien, og 69 procent mener, at det bør være muligt at vælge en fire-dages arbejdsuge.

”Undersøgelsen peger på, hvor vigtigt det er at give den enkelte medarbejder medbestemmelse – særligt for de yngre generationer. Ledere bliver nødt til at gøre det muligt for deres medarbejdere at arbejde overalt og fra enhver digital enhed og tjeneste,” siger Donna Kimmet, der er Chief People Officer i Citrix.

Digitale generationer er værdifulde

Med det seneste års digitale omstilling er unge med digitale kompetencer blevet ekstra attraktive på arbejdsmarkedet. Ifølge Citrix’ seneste undersøgelse og rapport er der klar sammenhæng mellem et virksomheders overskud og digitale kompetencer. Stiger procentdelen af digitale unge i et land med ét procentpoint, stiger landets virksomheders evne til at skabe overskud med tilsvarende 0,9 procentpoint.

8 ud af 10 unge ønsker fleksible arbejdstider efter pandemienForholdet mellem antallet af digitale medarbejdere og rentabilitet betyder, at virksomheder bør sætte fokus på rammerne for en mere fleksibel arbejdsplads fx ved at indføre klare retningslinjer for hjemmearbejde og have de rette digitale redskaber til rådighed. Ikke mindst fordi 90 procent af de unge ifølge undersøgelsen ikke ønsker at vende tilbage til kontoret på fuld tid.

”Det er afgørende, at virksomheder prioriterer medarbejdernes digitale helbred og samtidig sikrer, at teknologien på arbejdspladsen fungerer sømløst og er tilpasset de yngre generationer. Det er med til at sikre de bedste betingelser for innovation og værdiskabelse,” siger Donna Kimmet.

Ifølge undersøgelsen bør virksomhedsledere være opmærksomme på, at der kan være forskel på på digitale præferencer hos forskellige generationer. De yngre generationer foretrækker eksempelvis at benytte sociale medier og beskedtjenester til at kommunikere i deres arbejde, mens lederne foretrækker e-mail.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>