Amadeus opnår certificering på niveau tre i IATAs NDC-standard

International Air Association (IATA) certificerer organisationer efter deres evne til at støtte op om New Distribution Capabilitystandarden (NDC).

Amadeus er nu en af de første leverandører, der opnår niveau tre både som aggregator og som IT-leverandør.

Niveau tre er det højeste niveau af NDC-certificeringen og tildeles virksomheder, der har formået at håndtere tilbud og bestillinger – såkaldt Offer and Order Management. Det betyder, at Amadeus kan benytte NDC-tilbud fra flyselskaber og distribuere dem til udbydere af rejser og rejsebureauer.

Amadeus’ NDC-X-program sammenkobler flyselskaber med rejseudbydere, der benytter NDC-standarden. Certificeringen er opnået gennem Amadeus’ samarbejde med Travix, et førende onlinerejsebureau, der sidste år tilsluttede sig programmet.

– Vi er glade for at arbejde med Travix og være en af de første leverandører i branchen, der opnår dobbelte NDC-certificeringer på niveau tre, siger Gianni Pisanello, Vice President, NDC-X-program hos Amadeus. NDC-X-programmet er i fuld gang, og dette er det seneste eksempel på, at Amadeus gør NDC tilgængeligt for rejsebranchen.

Travix understreger betydningen af samarbejdet med Amadeus for at gøre det enklere for deres onlineudbydere af rejser:

– Det har været spændende at arbejde med Amadeus og udvikle en løsning, der giver onlineudbydere af rejser adgang til et samlet NDC- og ikke-NDC-indhold, siger John Mangelaars, adm. direktør hos Travix. Senere på året vil vores team benytte denne NDC-løsning til at købe, bestille og betale gennem Amadeus. Den seneste certificering er et bevis på styrken i vores partnerskab og mulighederne ved at bruge IATAs NDC-standard.

Målet er at forbedre oplevelsen ikke kun for rejseudbydere, men også for de rejsende:

– Med opnåelsen af niveau tre i NDC’s certificering som aggregator viser Amadeus virksomhedens engagement i at drive industrialiseringen af NDC fremad og støtte en ny æra i branchen for flyselskaber, som vil tilbyde en bedre shoppingoplevelse for flyrejsende, siger Yanik Hoyles, Direktør, New Distribution Capability Program hos IATA.

Amadeus opnåede niveau tre som IT-leverandør i 2016 og var for nylig den første virksomhed, der fornyede certificeringen til version 18.1, den seneste version af NDC-standarden, der trådte i kraft i marts 2018. Disse certificeringer er vigtige milepæle i Amadeus‘ udvikling af NDC. I 2018 lancerede Amadeus sit NDC-X-program, der samler alle NDC-aktiviteter i hele virksomheden.