ATV: Danmark har behov for en teknologiminister
Hjem NYHEDER ATV: Danmark har behov for en teknologiminister

ATV: Danmark har behov for en teknologiminister

Af Redaktionen

“Der er en katastrofal mangel på teknologisk indsigt på det politiske hold. Vi har brug for en tech-ambassadør – ikke bare i Sillicon Valley – men på de indre linjer – f.eks. en minister, der har teknologi som ansvar.”

ATV: Danmark har behov for en teknologiministerMandag Morgens chefredaktør Lisbeth Knudsen uddelte røfler til regeringen på ATV’s Teknologiske Topmøde, som i sidste uge fyldte DGI-byen og blev streamet til 200+ online-deltagere.

“Der er et underskud af viden og debat i folketinget om teknologi. Hvornår har folketinget haft en diskussion om kunstig intelligens og dataetik i folketingssalen?” spurgte Lisbeth Knudsen retorisk fra scenen og konstaterede: “Det står ikke godt til med politikernes digitale dannelse – og det er dem, der skal drive det her.”

Behov for politisk lederskab

Med de ord sparkede Lisbeth Knudsen topmødet i gang og høstede stor medvind på sin røffel til regeringens manglende lederskab ift. Danmarks teknologiske udvikling.

En online-rundspørge blandt deltagerne afslørede således at 3 ud af 4 mener, at der er behov for en særlig teknologiminister til at drive en ny teknologistrategi for Danmark. Godt en femtedel peger på, at teknologi er så afgørende for Danmark som velfærdssamfund, at statsministeren selv bør sætte sig for bordenden for Danmarks teknologiske udvikling.

Indsæt teknologiske vismænd

ATV: Danmark har behov for en teknologiminister

Mette Frederiksen bør udpege en teknologiminister eller selv sætte sig i spidsen for Danmarks teknologiske udvikling, opfordrer Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV. Opfordringen underbygges bl.a. af en rundspørge på ATV’s Topmøde.

Blandt sidstnævnte hører ATV’s præsident Anders Bjarklev: “Teknologiministeren bør være statsministeren, så vi er sikre på, at det er en, der har noget magt,” mener Anders Bjarklev.

Han peger desuden på, at folketinget bør oprette et teknologisk vismandsråd, ligesom man i dag opererer med økonomiske vismænd.

“Folketinget er fyldt med folk, der er uddannet inden for økonomi, og vi har som samfund økonomiske vismænd, hvorfor har vi ikke teknologiske vismænd?” spørger Anders Bjarklev og stiller ATV til rådighed for at udfylde den rolle: “Det er vores opgave at gå mere ind i den her debat. Vi har traditionelt set ikke gjort det, men det er vigtigt nu at gøre det.”

Adspurgt om samme svarede også Danmarks nye tech-ambassadør, Anne Marie Engtoft, at der bør være digitale vismænd til at vejlede regeringen.

ATV opererer allerede med et råd af “Digitale Vismænd”, som ville være plug’n’ play inden for rådgivning om Danmarks digitale udvikling.

Dilemmaerne står i kø

Behovet for teknologisk rådgivning er til at tage at føle på, for udviklingen går rasende stærkt, kompleksiteten stiger og dilemmaerne står i kø for, hvordan vi klogest gør brug af ny teknologi. Ny teknologi er fuldstændigt afgørende for at løse Danmarks – og verdens – store omstillingsudfordringer ift. sundhed, klima, demografiske udfordringer m.m., men den er også forbundet med risiko for sikkerhed, overvågning m.m., som vi – som nation – skal tage stilling til.

Som Lisbeth Knudsen formulerer det: “Vi skal tage stilling til, hvilken rolle teknologien skal spille i vores liv. Hvor skal vi sætte grænser ift. f.eks. ansvarlighed og dataetik. Der er en mangel på diskussion her. Her er vi totalt underfrankeret på at få diskuteret, hvad det er, vi vil.”

Christina Grumstrup Sørensen, Senior Partner i Copenhagen Infrastructure Partners er enig: “Digitalisering, AI og machinelearning er en helt ny debat, der rager ind over mange sektorer. Det er det der gør teknologiudvikling anderledes end for 10 år siden”.

Hun påpeger, at det er vigtigt, at vi nu får tænkt i, hvad det er vores samfund har brug for på længere sigt.

“Kommunikationsopgaven er vigtigere end nogensinde. Det er alles data, liv, hverdag, det her handler om. Det er en stor opgave at få forklaret, hvad der er plus og minus,” siger Christina Grumstrup Sørensen

Vi mangler basal infrastruktur

En af udfordringerne for Danmark er, helt grundlæggende, at udnytte teknologiens muligheder for at skabe sammenhæng på tværs af sektorer.

“Vi har data og registerstyring af vores data, men der mangler et basalt fundament omkring datainfrastruktur,” siger Søren Riis, formand for ATV’s sundhedsgruppe:

“Vi er i dag stadig ikke rigtig i stand til at dele data mellem regioner og lade data flyde mellem forskellige sektorer i sundhedsvæsenet. Hvis vi skal lykkes, skal vi have en fælles strategi for datainfrastruktur på nationalt plan,” understreger han

Elefanten i lokalet: Kina

Et andet stort dilemma ift. teknologistrategi er, at Danmark naturligvis ikke er en ø. Vi skal samarbejde over grænserne og kan naturligvis ikke udvikle alle teknologier selv. I den sammenhæng har der – med Kinas hæsblæsende teknologiske udvikling – indfundet sig en bekymring og frygt for, om vi kan have tillid til samarbejde med det gigantiske rige i øst om specielt nye, digitale teknologier.

En rundspørge blandt ATV’s topmødes deltagere viser, at meningerne er delte, men at der grundlæggende er efterspørgsel på mere viden om den teknologiske udvikling i Kina.

Søren Riis mener, at vi reelt ikke har valget til at sige nej til samarbejde med Kina. “De har så massiv adgang til data, og de udvikler rigtigt mange løsninger. Der sker derfor rigtigt meget innovation i Kina. Vi bliver nødt til at forstå, hvad der foregår og forholde os til den udvikling. Ellers får vi tvunget nogle løsninger ned over os. Hellere gå ind i det og få udnyttet nogle af de her teknologier – men selvfølgelig uden at være for naive,” siger Søren Riis.

Tillid er afgørende

Et kritisk succeskriterium for Danmarks teknologiske omstilling er, at befolkningen har tillid til teknologien. Som Anders Bjarklev formulerer det: ”Vi kan have nok så gode teknologiske ideer, men hvis der ikke er accept af dem, så hjælper det ikke så meget.”

Den logik, var der bred opbakning til på ATV’s teknologiske topmøde. Faktisk var der – blandt topmødets 20 debattører – stor enighed om, at en af de vigtigste opgaver fremadrettet bliver, at informere og involvere befolkningen mere i den teknologiske debat.

“Vi bliver nødt til at involvere en større del af befolkningen i den her diskussion, og vi bliver nødt til at gøre noget for at afmystificere teknologier som kunstig intelligens, robotter m.m.,” siger Lisbeth Knudsen: “Jeg kalder det digital dannelse. Det har vi talt om i rigtig mange år, men det flytter sig ikke rigtigt. NU må vi i gang,” opfordrer hun.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>