Audi præsenterer ny drivlinje på e-tron S modeller
Hjem NYHEDER Audi præsenterer ny drivlinje på e-tron S modeller

Audi præsenterer ny drivlinje på e-tron S modeller

Af Redaktionen

Audi viderefører konsekvent sin elektriske offensiv og præsenterer nu Audi e-tron og Audi e-tron Sportback som S-modeller.

Audi præsenterer ny drivlinje på e-tron S modellerDe tre elmotorer, hvoraf to sidder på bagakslen, har en samlet boost-ydelse på 503 hk og et drejningsmoment på 973 Nm. Det giver de to rent eldrevne modeller en accelerationstid fra 0 til 100 km/t på 4,5 sek.

Den intelligente drivlinjestyring løfter kørselssikkerheden og ikke mindst køredynamikken til et nyt niveau, idét modellerne ud over det elektriske firehjulstræk også er udstyret med elektrisk torque vectoring med aktiv og fuldt variabel momentfordeling på bagakslen.

Udvidet køredynamik

Køreoplevelsen i de to prototyper af Audi e-tron S-modellerne leverer mere dynamik, adræthed og vejgreb. Med gearvælgeren i S sprinter begge biler fra 0 til 100 km/t på 4,5 sek. – uden afbrydelse og næsten helt lydløst – og fremdriften slutter først ved 210 km/t, som er den elektronisk begrænsede tophastighed. Det kraftfulde kølesystem sikrer, at drivlinjen kan levere den fulde boost-ydelse på 503 hk (370 kW) og drejningsmomentet på 973 Nm uden afbrydelse i 8 sek. Når gearvælgeren er i D uden boost, hedder tallene 435 hk (320 kW) og 808 Nm.

Køreegenskaberne i de elektriske S-modeller tilbyder udsøgt adræthed og vejgreb. De accelererer ud af svingene så dynamisk som en sportsvogn, og drivlinjens opsætning har markant større fokus på bagakslen og er særdeles sportslig. Når ESC-stabilitetskontrollen står i ”Sport”, og Audi drive select-køredynamiksystemet er sat op til maksimal performance med indstillingen ”dynamic”, så giver drivlinjens opsætning mulighed for en høj tværdynamik og endda kontrollerede drifts. Køreegenskaberne er dog hele tiden forudsigelige med det maksimale niveau af sikkerhed og pålidelighed.

Drivlinje med tre elmotorer

De nye Audi e-tron S-modeller bliver de første elbiler i verden med tre motorer, som ruller ud fra samlebåndet i serieproduktion. Drivlinjen bygger videre på konceptet med to forskellige asynkronmotorer (ASM), som det kendes fra e-tron-modellernes platform.

Den største af elmotorerne, som driver bagakslen i e-tron 55-modellerne, er nu blevet tilpasset og monteret på forakslen, hvor den yder 169 hk (124 kW) eller 204 hk (150 kW) i boost. Den mindste af elmotorerne sidder nu i tilpasset form på bagakslen sammen med en identisk pendant, og de yder tilsammen 267 hk (196 kW) eller 359 hk (264 kW) i boost.

Elektrisk torque vectoring

Under kørsel i dagligdagen er drivlinjen sat op til maksimal effektivitet, og ved normal kørsel er det kun de bageste elmotorer, der arbejder. Den forreste motor får ikke tilført nogen strøm, men den tilkobles, uden at føreren mærker det, hvis der trædes kraftigere på speederen, eller også præventivt, hvis bilen mister vejgreb ved lave friktionsværdier eller ved hurtig kørsel gennem sving.

Ud over det elektriske firehjulstræk omfatter drivlinjen også elektrisk torque vectoring som endnu en nyskabelse. Systemet overfører fordelene ved et almindeligt sportsdifferentiale til den elektriske tidsalder på den måde, at begge de bageste elmotorer overfører deres kræfter via en gearkasse direkte til hjulet – der eksisterer ikke længere noget mekanisk differentiale. 40 år efter lanceringen af quattro-teknologien løfter Audi hermed princippet med fire trækkende hjul til et helt nyt teknisk niveau. Resultatet er mere adrætte køreegenskaber og indstyringsegenskaber og dermed en højere hastighed i sving.

En yderligere fordel er vejgrebet. Hvis et af baghjulene står på en vejbelægning med lav friktionsværdi under acceleration, fx på glat vej eller på løst underlag, så kan momentet fordeles præcist og hurtigt mellem de to motorer. Det hjul, der har mest vejgreb, får tilført næsten hele momentet, mens det hjul, der har mindst vejgreb, ruller med næsten uden moment.

De to e-tron S prototyper kører som standard på 20” letmetalfælge i 5-V-eget S-design. Som ekstraudstyr vil der kunne fås forskellige typer fælge op til en størrelse på 22”. For at opnå en S-typisk tværdynamik er dækbredderne på dæk i størrelserne 20”, 21” og 22” generelt blevet øget til 285 mm. Sorte bremsesadler med en rød S-firkant, med seks stempler på forakslen, tager fat om de store bremseskiver (diameter på forakslen: 400 mm). Et andet element i standardudstyret er den sportslige progressive styring, hvor udvekslingen bliver mere og mere direkte, jo mere føreren drejer på rattet. For- og bagakslen er opbygget som femleddede konstruktioner, og afstemningen af elastokinematikken og støddæmperne er optimeret specielt til S-modellerne. Stabilisatorerne på begge aksler er blevet forstørret for at reducere vippebevægelserne under kørsel i sving endnu mere.

Opladning med op til 150 kW

Undervejs kan de elektriske S-modeller lades op med op til 150 kW jævnstrøm (DC). Så tager det kun ca. en halv time at lade op fra 5 til 80 %. En vigtig faktor i den forbindelse er den avancerede termostyring med standardmonteret varmepumpe, som afkøler og opvarmer batteriet, kabinen og elmotorerne via fire separate kredsløb. Derudover kan Audi modellerne naturligvis også lades op med vekselstrøm (AC) – som standard med op til 11 kW.

Bredere hjulkasser er et optisk statement

e-tron S-modellernes kraftfulde og sportslige design har sine rødder i Audis formsprog med fremhævelsen af hjulenes stærke konturer. Designet overføres til den elektriske tidsalder – blandt andet ved hjælp af detaljer som den ottekantede singleframe, der næsten er helt lukket og lakeret i lys grå. På LED-forlygternes nederste del kendetegner fire kanter den e-tron-specifikke dagskørelyssignatur. Den forreste og bageste stødfanger har en markant udformning, og diffusorindsatsen går næsten i hele bilens bredde. Stødfangeren er flankeret af mere udtryksfulde og større air curtains, som forbedrer luftstrømningen, og de går ned til under forlygterne og skaber dermed et dynamisk look allerede på lang afstand. Hjulkasserne er desuden hele 23 mm bredere på begge sider. Sølvfarvede elementer på kanten på den forreste stødfanger, singleframe-kølergrillen, indlæggene i dørene og diffusoren giver et markant præg, og som ekstraudstyr vil man kunne vælge større komponenter lakeret i kontrastfarve.

Digitale Matrix-LED-forlygter

Begge S-modeller kan som tilvalg fås med de digitale Matrix-LED-forlygter, som er en verdensnyhed i serieproduktion. Lyset i disse lygter er inddelt i bittesmå pixels, som kan styres meget præcist. Det giver mulighed for en lang række nye funktioner som fx vognbanelys og orienteringslys. Det viser eksempelvis bilens position i vognbanen ved indsnævringer og hjælper dermed føreren med at blive sikkert i midten af vognbanen.

Audi e-tron S-modeller i Danmark

I Danmark introduceres Audi e-tron S og Audi e-tron Sportback S til efteråret i 2020. Der foreligger endnu ikke forbrugsangivelser og priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>