Axcel sælger dansk it-komet for over 3 mia kr
Hjem NYHEDER Axcel sælger dansk it-komet for over 3 mia kr

Axcel sælger dansk it-komet for over 3 mia kr

Af Redaktionen

Efter fire års ejerskab skyder Axcel den fremadstormende it-virksomhed Conscia af til kapitalfonden Nordic Capital. Prisen lander på over 3 mia kr.

Danmarks største kapitalfond, Axcel, scorer en kæmpe gevinst på at sælge it-virksomheden Conscia
til konkurrenten Nordic Capital i en af årets første, store virksomhedshandler.

Axcel sælger dansk it-komet for over 3 mia kr

Fra venstre ses her: Partner i Axcel Christian Bamberger Bro, Mogens Bransholm, ?medejer af Conscia – og Jess Tropp fra Nordic Capital. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

I 2015 betalte Axcel godt 500 mio. kr. for kontrollen med selskabet, men siden er værdien skudt i vejret.
Ifølge Børsens oplysninger betaler Nordic Capital over 3 mia. kr. for Conscia, og langt størstedelen havner i
Axcels pengekasse.

“Vi er vildt begejstrede for udviklingen i Conscia. Det har været et fantastisk selskab at arbejde med,” siger
Christian Bamberger Bro, der er partner i Axcel og har haft ansvaret for investeringen.

“En kanoninvestering”

Han ønsker hverken at be- eller afkræfte oplysningerne om en pris på over 3 mia. kr., og han vil heller ikke afsløre, hvor mange gange Axcel får pengene igen for investeringen. Han siger dog:

“Vi har lavet en kanoninvestering. Det har været en rigtig god forretning,” siger Christian Bamberger Bro.

Heller ikke Nordic Capitals ledende partner med ansvaret for investeringerne i Danmark, svenske Fredrik Näslund, der netop har taget over efter Michael Haaning, vil sige noget om handlens størrelse.

Men det er en virksomhed med et meget stort potentiale, så vi har betalt en god pris for virksomheden,” lyder det fra ham.

Conscia-investeringen ligger i Axcels fjerde fond, og investorerne, der bl.a. tæller ATP, tjener dermed gode penge på milliardsalget.

Brøndby-baserede Conscia er stiftet i 2003 og leverer it-infrastrukturløsninger og døgnservice inden for netværk, datacenter og mobilitet til både større private virksomheder og offentlige institutioner.

Og det er en rigtig god forretning. Af et helt nyt regnskab for 2017/18 fremgår det, at driftsindtjeningen (ebitda) er steget til 181 mio. kr., mens omsætningen i løbet af de seneste fire år er tredoblet til 1,5 mia. kr.

Det er sket med flere større opkøb, og selskabet har netop foretaget et i Slovenien,
der får omsætningen til at stige til over 2 mia. kr., siger Claus Thorsgaard, adm. direktør i Conscia.

“Men vi har også haft en gennemsnitlig organisk vækst på 12 pct. de seneste år,” siger Claus Thorsgaard, der med det slovenske opkøb er øverste chef for mere end 500 medarbejdere.

Eksdirektør forgyldes

Han forventer, at selskabet får endnu mere fart på både indtjening og omsætning under Nordic Capitals ejerskab.

Det vil der også være brug for, hvis det skal udvikle sig til en god investering for den nordiske kapitalfond. Indtjeningen på de 181 mio. kr. afslører nemlig, at Nordic Capital i en handel til over 3 mia. kr. har betalt en meget høj prismultipel for at få kontrollen med selskabet, som også har flere ledende medarbejdere som
minoritetsaktionærer.

Ham, der sidder på den største post, er selskabets tidligere topchef, den erfarne itmand Mogens Bransholm. Ifølge cvr-registret ejer han mellem 10 og 15 pct. af aktierne, og han har således sikret sig et trecifret millionbeløb efter handlen med Nordic Capital.

Elsker branchen

Han har dog skudt nogle af millionerne ind i selskabet igen og kommer også fremover til at sidde på en mindre aktiepost.

“Jeg elsker den her branche. Der er aldrig sket så meget, som der sker lige nu. Sikkerhed bliver vigtigere og vigtigere for virksomhederne, og jeg vil være med til at udvikle selskabet yderligere fremover,” siger Mogens Bransholm.

Han vil ikke ud med, hvor stor en aktiepost han fremover kommer til at besidde.

Og han vil heller ikke afsløre, hvor mange penge han har sikret sig på milliardhandlen med Nordic Capital.

Källa: borsen.dk

 

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>