Danmark har den bedste bredbåndsdækning med høje hastigheder i Norden

Danmark er det land i Norden og Baltikum, hvor flest har adgang til hurtigt bredbånd.

Danmark har den bedste bredbåndsdækning med høje hastigheder i Norden 1
Figur: Fastnetbredbåndsdækning – boliger med mindst 100 Mbit/s i 2019 i Norden/Baltikum – Telecommunications Markets in the Nordic and Baltic Countries 2019.

Det viser rapporten ’Telecommunications Markets in the Nordic and Baltic Countries 2019’, som netop er blevet offentliggjort. Rapporten viser desuden, at Danmark er i top, når det gælder efterspørgsel efter mobilpakker sammenlignet med nabolandene.

Danmark er helt i front i forhold til de øvrige lande i Norden og Baltikum, når det drejer sig om være forbundet til den digitale infrastruktur. I 2019 var 94 pct. af landets boliger dækket med fastnetbredbånd med mindst 100 Mbit/s download.

Dermed havde Danmark den bedste dækning med hurtigt bredbånd sammenlignet med resten af Norden og Baltikum. Det er særligt adgangen til hurtigt bredbånd via enten kabel-tv- eller fibernet, som er årsagen til, at Danmark ligger forrest i feltet.

Udviklingen ser ud til at fortsætte. Aktuelt har 95 pct. af danskerne i 2020 adgang til 100 Mbit/s, og for nyligt offentliggjorde Energistyrelsen en fremskrivning af udrulningen af højhastighedsbredbånd. Fremskrivningen viser, at langt de fleste danskere forventes at blive forsynet med hurtigt bredbånd i de kommende år.

Mange mobilpakker i Danmark

Hvad angår indkøbsvaner, er danskerne blandt de folk i Norden og Baltikum, som i højeste grad efterspørger mobile bredbåndsydelser. Når det kommer til mobilabonnementer med tale og data (mobilpakker) pr. indbygger i 2019, besætter Danmark og Finland førerpladserne sammenlignet med de øvrige lande i Norden og Baltikum. Begge lande har 1,17 abonnementer pr. indbygger. Mobilabonnementer inkluderer salg til både privat og erhverv.

Finnerne er dog i en liga for sig, når det kommer til brug af mobildata og de up- og downloadede i gennemsnit 36,3 GB mobildata pr. måned i 2019. Her er en danskernes gennemsnitlige forbrug af mobildata noget lavere med i gennemsnit 13,2 GB pr. måned.