Danskerne oplever oftest forsøg på at få franarret personlige oplysninger på nettet
Hjem sikkerhed Danskerne oplever oftest forsøg på at få franarret personlige oplysninger på nettet

Danskerne oplever oftest forsøg på at få franarret personlige oplysninger på nettet

Af Redaktionen

Knap hver anden dansker vil droppe virksomheder med svag it-sikkerhed

Ofte indgår navne fra kendte virksomheder, og de virksomheder er 46 procent af danskerne klar til at boycutte, viser en ny undersøgelse.

Tilliden til de virksomheder, vi oftest køber produkter af, lider et gevaldigt knæk, når deres navn og logo indgår i phishing og andre former for internetsvindel. Særligt hvis det ender med, at vi deler personlige oplysninger, fx kreditkortoplysninger eller adgangskoder.

46 procent af danskerne siger, at de vil stoppe med at handle med deres foretrukne virksomheder, hvis de bliver ofre for et phishing-angreb, hvor virksomhedens brand indgår. Det er resultatet af en undersøgelse foretaget af it-sikkerhedsvirksomheden Mimecast.

Til sammenligning siger blot 22 procent, at de fortsat vil handle hos virksomheder, hvis de bliver ofre for phishing, hvor virksomhedens navn er misbrugt. Derudover mener 59 procent, at virksomheder selv har ansvaret for at stoppe phishing-forsøg, hvor deres navne og logoer indgår.

”Tallene peger med al tydelighed på, at vi danskere er klar til at stille virksomheder til ansvar, hvis de ikke beskytter deres kunder. Det kan vise sig at blive et stort problem for mange virksomheder i Danmark, fordi vi ifølge tal fra EU er det folkefærd, der oftest udsættes for internetsvindel,” siger Niels Frederiksen, der er Senior Sales Engineer i Mimecast.

Phishing-mails en gang om måneden

Danskerne oplever oftest forsøg på at få franarret personlige oplysninger på nettetTallene fra EU stammer fra foråret sidste år og viser, at 45 procent af danskerne i løbet af et år har modtaget en eller flere phishing-mails. Det antal ser dog ud til at være steget ganske betragteligt i mellemtiden.

Ifølge den seneste undersøgelse fra Mimecast har 57 procent af de adspurgte inden for den seneste måned modtaget en e-mail, der har forsøgt at franarre modtageren personlige oplysninger. Derudover svarer 79 procent, at de på et tidspunkt har modtaget phishing-mails.

”Danskerne er generelt stærke på det digitale område, og selvom mange er gode til at spotte farerne, før det er for sent, så vil der være en betragtelig del, der falder i, når så mange modtager farlige e-mails hver eneste måned,” siger Niels Frederiksen og uddyber:

”For den enkelte handler det om at være ekstremt kritisk, når han eller hun åbner e-mailindbakken. Du kan eksempelvis spotte phishing-mails på, at de ofte indeholder grammatiske fejl, opfordrer til handling, indeholder links og vedhæftede filer, og at e-mailadressen ikke stemmer overens med virksomhedens navn.”

Han oplyser desuden, at man aldrig bør dele sine oplysninger på andres initiativ på nettet eller åbne mistænkelige filer eller links. Man kan med fordel også dobbelttjekke indholdet af uventede e-mails ved at kontakte virksomheden telefonisk.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>