Udsigten til en forlænget weekend og stadig færre corona-restriktioner fik danskerne til at søge ud af byerne og mod øerne i pinsen.
Især Ærø, Bornholm og Læsø var populære destinationer, men også Samsø og Langeland tiltrak mange gæster. Det viser en mobilitetsanalyse foretaget af teleselskabet 3 på baggrund af anonymiseret, aggregeret data fra 3’s netværk.
Kombinationen af en lang weekend og lempede corona-restriktioner kunne i pinsen mærkes på de danske øer, som oplevede en markant tilstrømning af gæster. Det viser anonymiseret og aggregeret data fra 3’s mobilnetværk.
3’s data viser, at især Ærø lige nu hitter blandt de danske turister. Her steg antallet af besøgende fredag 21. maj med 92 procent sammenlignet med fredagen to uger forinden. Men også Bornholm og Læsø er blandt favoritterne med hhv. 70 og 48 procent flere besøg, mens trafikken til Samsø og Langeland steg 32 procent begge steder.
”Anonymiseret og aggregeret data fra vores mobilnetværk kan give indblik i, hvordan grupper af mennesker bevæger sig. Dermed kan vi med stor nøjagtighed analysere bevægelsesmønstre og -tendenser, som giver et præcist datagrundlag at træffe beslutninger ud fra. Vi har bl.a. hjulpet Femern A/S med at beregne, hvor mange rejsende der kan forventes at benytte Femern-tunnelen, ligesom vi har leveret data på rejsemønstre over Storebælt. Og det seneste år har coronakrisen gjort det mere relevant end nogensinde før at forstå, hvordan vi bevæger os rundt i landet,” fortæller Jesper Larsen Wagner, direktør for Business Development & Operation hos 3.
I november foretog 3 en lignende analyse, som viste, at corona-restriktionerne i Nordjylland havde halveret rejserne ind og ud af de nedlukkede kommuner. På samme måde viste en analyse tilbage i marts sidste år, at halvdelen af 3’s kunder i københavnsområdet holdt sig inden for en radius af 2 km fra deres hjem, hvilket var dobbelt så mange som i tiden før coronakrisen.