Imens vi følger myndighederne og dronningens anbefaling om at opholde os derhjemme, så stiger forbruget af data, opkald og SMS-beskeder markant.
Det viser nye tal over Telenor-kundernes aktivitet på mobilnetværket.
Det meste af det danske samfund er i disse dage lukket ned, og sidste uge var således den første uge, hvor hverdagen for de flestes vedkommende stod på hjemmearbejde og lukkede institutioner og skoler.
Denne nye virkelighed ses tydeligt afspejlet i danskernes forbrug af mobiltelefonens tjenester. Således viser nye tal fra Telenor, at danskernes dataforbrug i sidste uge (uge 12), sammenlignet med samme uge sidste år, er steget med 40%.
Det samme mønster gør sig gældende, når der kigges på antallet af sendte SMS’er og MMS’er, hvilket er steget med 15%. Antallet af minutter, hvori danskerne har snakket i telefon, er yderligere steget med 60%, hvilket derfor også vidner om, at vi i høj grad bruger de digitale livliner til at holde kontakten.
Exceptionel stigning i dataforbrug
”Når vi kigger på aktiviteten i vores netværk, ses det tydeligt, at danskerne i langt højere grad bruger data, foretager opkald og sender SMS’er. Vi står i en situation, hvor vi ikke kan mødes med familie og venner i samme omfang, som vi er vant til, og det øger behovet for kontakt på anden vis. Selvom dataforbruget generelt er steget de seneste år, så er stigningen helt exceptionel, da andre perioder på året absolut ikke har vist samme udvikling i danskernes digitale vaner” udtaler netværksstrateg i Telenor, Jesper Mølbak.
Stor aktivitet efter pressemøder og Dronningens tale
Mobiltrafikken steg især i tiden omkring statsminister Mette Frederiksens pressemøder samt efter Dronning Margrethes tale til danskerne. Efter udmeldingen om, at regeringen ville lukke de danske grænser, var der en tredobling af opkald i Telenors mobilnetværk – en opkaldsaktivitet på niveau med kl. 24 nytårsaften, hvor vi ringer for at ønske ”godt nytår” til hinanden.
Trods det markant højere aktivitetsniveau, så følger Telenors netværk godt med, da det er bygget til at kunne klare store belastninger og situationer som denne. Dette for at sikre, at den kritiske digitale infrastruktur kan opretholdes, som er en helt afgørende faktor for vores samfund, men også så danskerne fortsat både kan holde kontakten med familie og venner, samt holde videokonferencer og passe arbejdet hjemmefra.