Det går den forkerte vej med danskernes energioptimering
Hjem NYHEDER Det går den forkerte vej med danskernes energioptimering

Det går den forkerte vej med danskernes energioptimering

Af Redaktionen

I 2019 viste en undersøgelse om danskernes vaner og kendskab til energioptimering i privatboligen nedslående resultater.

Det går den forkerte vej med danskernes energioptimering

Det går den forkerte vej med danskernes energioptimering

Et år senere ser resultaterne endnu dårligere ud.

Danmark sigter imod en reduktion på 70 procent i udledningen af CO2 inden 2030. Et meget ambitiøst mål som ifølge en række miljøeksperter skal nås via en grøn omstilling på transportområdet, flere vindmøller og ikke mindst en større grad af energioptimering i danskernes private hjem.

Imidlertid går det trægt med danskernes bidrag via energioptimeringer i egne hjem I 2019 viste resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse fra analysebureauet YouGov, at 27 procent af danskerne ikke vidste, hvor de skulle finde information om mulighederne for energioptimering i privatboligen. Nu viser den tilsvarende undersøgelse for 2020, at tallet har flyttet sig i forkerte retning. Således svarer 28 procent af de adspurgte nu, at de ikke kender vejen til egne energioptimeringer.

Ligeledes svarede 29 procent af danske boligejere i 2019, at de ikke fandt energioptimering i hjemmet relevant. I undersøgelsen fra 2020 har også det tal ændret sig til den forkerte side, idet 31 procent af de adspurgte nu ikke finder egen energioptimering relevant.

Resultaterne både overrasker og ærgrer Thomas Andersen, Vice President hos Schneider Electric Danmark, der er global specialist i energioptimering og initiativtager til spørgeskemaundersøgelsen.

”Vi havde selvfølgelig håbet på, at tallene havde flyttet sig i den rigtige retning i løbet af det seneste år, men vi må konstatere, at danskerne fortsat mangler viden på området. Fakta er at bygninger står for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug i EU. Derfor har vores private hjem et enormt potentiale i forhold til at nedbringe CO2-udledningen og dermed at reducere vores klimaaftryk markant,” siger han.

Blandt mulighederne er såkaldte smart home-systemer, der automatiserer hjemmets elinstallationer, varmeforbrug og alarmsystemer. Det betyder blandt andet, at alle funktioner er automatiseret efter familiens adfærd. Systemerne danner grundlag for markante energibesparelser, blandt andet fordi energiforbruget kan overvåges via en telefon, og fordi automatiserede indstillinger kan slukke eller skrue ned for lys og varme, når ingen er til stede i huset.

En anden og mere simpel løsning handler om at installere grønne kontakter, der nedbringer eller helt eliminerer det strømforbrug, som hjemmets elektriske apparater bruger, selv når der manuelt er slukket for dem. Standby-forbruget andrager 10-15 procent af elforbruget i en gennemsnitlig husstand og udgør en helt unødvendig miljøbelastning.

Ifølge Thomas Andersen fra Schneider Electric Danmark er der brug for, at hver enkelt dansker gør en indsats i klimakampen frem for entydigt at lægge ansvaret hos alverdens politikere.

”Mit indtryk er, at mange ser i retning af politikerne, når det handler om at nedbringe udledningen af CO2, men faktisk er der masser af muligheder for, at både virksomheder og private kan gøre en forskel. Politiske aftaler er vigtige, men vi kan alle sammen medvirke til at nedbringe udledningen af CO2 – og løsningerne gør vel at mærke både miljøet og boligejernes økonomi en tjeneste, fordi de hjælper til med at spare på energien,” siger han.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>