Traditionen tro var antallet af opkald og datatrafik på sit højeste, da festglade danskere sprang ind i 2020.
Da rådhusklokkerne i går slog 00.00, var det ikke kun ensbetydende med skål i champagne, kransekage-spisning og starten på et nyt årti. Fra nytåret blev skudt ind, var der nemlig også en heftig opkalds- og datatrafik på Telenors netværk hvilket vidner om, at vi fortsat prioriterer at sende en lille nytårshilsen, samt dele aftenens festlige højdepunkter med vores nærmeste.
”Danskerne sender generelt færre sms’er, men vi kan se, at de stadig sender sms’er og foretager opkald, når de skal ønske familie og venner et godt nytår. Vi ser dog også at datatrafikken stiger markant, hvilket vidner om, at kunderne selvfølgelig også benytter de sociale medier fx Snapchat og Instagram mere og mere til at dele nytårsminderne på” siger netværksekspert i Telenor, Jesper Mølbak.
I alt blev der foretaget 3.184.280 opkald på Telenors netværk mellem kl. 22.00-06.00 på nytårsnatten. Sammenlignet med en ganske normal hverdag, er dette en stigning på hele 577%.
Derudover kan det ud fra dataforbruget i udlandet ses, at danskerne prioriterer at streame og se dronningens nytårstale, selvom man er udenlands og også at se rådhusklokkerne slå kl. 24. For brug af data i udlandet kunne der nemlig ses en stor stigning i trafikken kl. 18.00 og kl. 24.
Omtrent 1,7 millioner mobilkunder gør brug af Telenors netværk i Danmark.