Elbilmessen eCarExpo i Bella Center satte publikumsrekord sidste år.
Til oktober vender messen tilbage på hele 20.000 kvadratmeter i Bella Center.
En stor del er dedikeret til eComExpo – en ny messe om fossilfri løsninger til transportbranchen.
eCarExpo gør det igen. Hvert år siden danmarkspremieren i 2021 har nordens største elbilmesse fordoblet sit udstillingsareal i Danmark, og i år er ingen undtagelse.
Hele 20.000 kvadratmeter kan udstillere og publikum boltre sig på, når Bella Center åbner dørene til eCarExpo 27.-29. oktober.
”Vi har store forventninger til årets eCarExpo. Antallet af nye elbiler på det danske marked eksploderer med over 70 nye modeller og modelvarianter i år, og publikum kan glæde sig til at se og prøvekøre størstedelen af dem på messen,” siger Camilla Messer Thomsen, landechef for eCarExpo Danmark.
Efter sidste års succes med mere end 12.000 besøgende og 2.000 prøveture har mange udstillere allerede meldt deres ankomst igen. Der bliver tale om gensidig gensynsglæde, for i sidste års publikumsundersøgelse angav hele 88 procent, at de besøger eCarExpo igen i år.
Ligeledes er der mange gengangere blandt eCarExpos samarbejdspartnere, ikke mindst FDM, ligesom førende danske ladeoperatører er ladepartnere på messen.
Danmarkspremiere på eComExpo
Igen i år vil fredagen (27. oktober) være en branchedag henvendt til bl.a. kommuner, regioner og virksomheder, mens lørdag og søndag (28.-29. oktober) er publikumsdage. Men som en stor nyhed vil der allerede om torsdagen (26. oktober) være danmarkspremiere på eComExpo – en helt ny dansk messe om fossilfri løsninger til transportbranchen.
”Den grønne omstilling af transportsektoren accelererer kraftigt nu. Sidste forår afviklede vi eComExpo med succes i Stockholm, og nu bringer vi konceptet til Danmark. eComExpo sætter fokus på, hvordan transportsektoren kan blive fossilfri med el, brint og biobrændstoffer. Det indbefatter alle former for køretøjer – lige fra elladcykler over elvarebiler til busser og lastbiler på el – men også transport med tog, skib og fly af såvel passagerer som gods,” forklarer Gunnar Dackevall, direktør for eCarExpo.
eComExpo er på flere måder skåret over samme læst som eCarExpo. Således vil der i de to dage, 26.-27. oktober, som eComExpo finder sted være mulighed for både at se og prøvekøre emissionsfri kommercielle køretøjer, ligesom dagene vil byde på interessante seminarer og debatter.
Fakta om eCarExpo og eComExpo
eCarExpo er den førende nordiske messe inden for e-mobilitet. På messen kan man både opleve premierer og nyheder, prøvekøre størstedelen af elbilmodellerne på det danske marked og få vigtig viden om bl.a. opladning, rækkevidde og totaløkonomi.
eComExpo er en ny dansk messe om fossilfri løsninger til transportbranchen, hvor man bl.a. kan se, prøvekøre og blive klogere på eldrevne kommercielle køretøjer til let og tung transport.
De to messer bliver afviklet 26.-29. oktober i Bella Center i samarbejde med FDM, Region Hovedstadens Copenhagen Electric, Dansk e-Mobilitet, De Danske Bilimportører, godEnergi og Dansk Industri.