EM-kvartfinale satte datarekord i 2021
Hjem NYHEDER EM-kvartfinale satte datarekord dette år

EM-kvartfinale satte datarekord dette år

Af Redaktionen

Mens den klassiske telefonsamtale er på retræte, er der fortsat fuld fart på danskernes dataforbrug.

Det viser nye tal fra Telenor, der har analyseret kundernes brug af mobilnetværket i 2021.

Og selv om 2021 bød på bl.a. kommunalvalg og en god portion pressemøder i Statsministeriet, kan ingen dag hamle op med 3. juli. Her blev der nemlig sat datarekord, da fodboldlandsholdet spillede EM-kvartfinale mod Tjekkiet.

Danskernes dataforbrug stiger stadig støt. Det viser en ny opgørelse fra teleselskabet Telenor, der har taget temperaturen på kundernes brug af mobilnetværket i det forgangne år. Selv om dataforbruget i 2020 nåede hidtil usete højder godt hjulpet på vej af coronakrisens hjemmearbejde og hjemmeskoling, har forbruget taget endnu et markant nøk opad i 2021. Hele 32 % er dataforbruget steget det seneste år. Det samlede dataforbrug ville dermed kunne understøtte non-stop videomøder på Microsoft Teams i mere end 8.500 år.

”Danskernes dataforbrug stiger år for år, men en stigning på 32 % sammenlignet med et år, der slog alle rekorder, er i dén grad værd at skrive hjem om. Det vidner om, at etableringen af tusindvis af hjemmearbejdspladser og andre nye digitale tiltag, der blev introduceret i 2020, er blevet en integreret del af hverdagen i 2021,” siger Jesper Mølbak, der er netværksekspert hos Telenor.

Fodboldfeber i netværket

Især én dag skiller sig ud i Telenors analyse af årets netværkstrends. Lørdag 3. juli slog dataforbruget nemlig rekord for året, hvilket med al sandsynlighed skyldes, at Danmark spillede EM-kvartfinale mod Tjekkiet.

”Internettet og vores mobiler spiller efterhånden en rolle i næsten alt, hvad vi foretager os. Derfor giver udviklingen i mobilnetværket et ret nøjagtigt indblik i danskernes vaner og interesser. Mange ser nok internettet som en usynlig og uhåndgribelig ressource, men faktum er, at der ligger avanceret infrastruktur bag. Og det er nok de færreste, der til daglig tænker over, hvor afgørende den infrastruktur er for vores samfund og hverdag. Det er den, der forbinder os til hinanden og til alt det, der betyder noget,” siger Jesper Mølbak fra Telenor og fortsætter:

EM-kvartfinale satte datarekord i 2021”Selv om netværket uden problemer kan håndtere det nuværende dataforbrug, er vi i fuld gang at opgradere vores udstyr og dermed kapaciteten, så det også fremover kan matche danskernes behov. I 2021 har vi bl.a. opgraderet næsten 1.000 master til 5G, som kan sikre meget højere hastigheder, og i 2022 føjer vi 1.500 mere til listen. Og værktøjskassen er stadig fyldt med håndtag, vi kan skrue på, i takt med at teknologierne og dataforbruget udvikler sig.”

Højdepunkter i netværkstrafikken hos Telenor i 2021 (CBB ikke medregnet)
  • Sammenlignet med 2020 er kundernes dataforbrug steget 32 %, antal minutter på telefonopkald er faldet 7 % og antallet af sms’er er uændret. Sidstnævnte kan skyldes, at mange i dag bruger beskedtjenester såsom iMessage og Messenger, som i stedet forbruger data.
  • Dage med højest dataforbrug var 3. juli, 5. december og 8. december.
  • Dage med højest antal minutter brugt på telefonopkald var 4., 5. og 6. januar.
  • Dage med flest sendte sms’er var 26. november, 1. december og 30. november.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>