Ifølge eIDAS er de det, men hvordan forskellige europæiske lande håndterer elektronisk underskrift i retssager varierer.
Vores nye rapport giver dig et overblik.
Med vigtige kontrakter og dokumenter er det ofte vigtigt for begge parter at vide, at det, der er aftalt, er gyldigt. Når parter mødes ansigt til ansigt, kan underskriverens identitet let kontrolleres.
I mange tilfælde sendes dokumenter pr. email, hvor den anden part kan underskrive.
Digitale underskrifter er blevet mere og mere populære, men det åbner for spørgsmål om de juridiske aspekter af elektroniske signaturer. Især når det drejer sig om kontrakter og aftaler med høj værdi eller betydning, er det vigtigt at vide, at digitalt underskrevne dokumenter er juridisk bindende. Hvis der er uenighed, kan dokumenterne bruges som bevis i retten eller endda håndhæves.
I Den Europæiske Union er eIDAS (elektronisk identifikation, autentificering og tillidstjenester) den handling, der definerer den juridiske rolle, elektroniske signaturer har. Forordningen har tre niveauer af elektroniske signaturer: enkle eller grundlæggende elektroniske signaturer (SES), avancerede elektroniske signaturer (AES) og kvalificerede elektroniske signaturer (QES).
En simpel underskrift er, som navnet antyder, ofte bare en simpel underskrift. En avanceret elektronisk signatur benytter ofte en betroet digital identitet, en eID.
Hvordan håndterer europæiske lande AES i retssager? Dette varierer fra land til land. Signicat bad advokatfirmaet Bird & Bird om at udarbejde en rapport, der fokuserer på de juridiske aspekter af AES, og hvordan forskellige lande i Europa håndterer disse i praksis: for eksempel som bevis i retten, og hvordan de kan håndhæves.
De lande, der er omfattet af denne rapport, er Sverige, Danmark, Norge, Finland, Tyskland, Holland og Belgien.
Rapporten afslører, at håndhævelse af elektronisk underskrevne dokumenter i Danmark har været meget udfordrende uden en retsafgørelse. Den nylige reguleringsudvikling har imidlertid gjort det lettere.
