EWII-direktør Der mangler politisk lederskab i elbilsdiskussionen
Hjem BÆREDYGTIGHED EWII-direktør Der mangler politisk lederskab i elbilsdiskussionen

EWII-direktør Der mangler politisk lederskab i elbilsdiskussionen

Af Redaktionen

I går fremlagde elbilkommissionen, med tidligere DONG-chef Anders Eldrup i spidsen, den længe ventede rapport med anbefalinger til et nyt afgiftssystem for el-biler.

EWII-direktør Der mangler politisk lederskab i elbilsdiskussionen

”Inden vi kaster os ud i del-planlægning af en række enkelt-områder, bør politikerne sætte sig ned og lave en ordentligt gennemtænkt overordnet plan for infrastrukturen,” siger EWII-direktør Lars Bonderup Bjørn. Foto: EWII

Planen er isoleret set god – men den lider af tunnelsyn, lyder det fra EWIIs administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn:

”Det er positivt, at det bliver belyst, hvad det kræver at omlægge afgifterne for at fremme elbilerne. Men vi mangler en overordnet plan for infrastrukturen, der skal understøtte blandt andet el-biler, men også andre elektriske hverdagsløsninger, som varmepumper og produktionsfaciliteter,” lyder kritikken fra direktøren.

Han savner, at politikerne tænker elbilerne ind som en del af samfundet, og planlægger ud fra det.

”I dag har vi jo en hel infrastruktur bygget op om, at vi bruger benzin- og dieselbiler. Der ligger tankstationer langs enhver motorvej, og er du ved at løbe tør, kan du hurtigt finde den nærmeste stander, du kan tanke på,” siger han.

Det skal der også være for el-bilerne, mener han, men forskellen her er, at det ikke er ladestanderne i sig selv, der udgør infrastrukturen. Det er det el-net, som ladestanderne trækker på, der skal kunne holde til at tanke de mange el-biler op.

Når der bliver bygget mange ladestandere, belaster det el-nettet under dem.

”Det skal elnettet under hver enkelt ladestander kunne håndtere, og derfor skal el-nettet gennemgåes og udbygges, de steder,” siger direktøren.

Men det er ikke nok, lyder det:

”Det er jo ikke kun el-bilerne, der belaster el-nettet. Ovre i en anden afdeling af den grønne omstilling har vi en diskussion af varmepumper, og de er ligeledes elektriske og skal understøttes af el-nettet. Her står vi overfor samme problemstilling,” forklarer han.

Der mangler simpelthen en overordnet plan for den infrastruktur, der skal understøtte den grønne omstilling:

”Inden vi kaster os ud i del-planlægning af en række enkelt-områder, bør politikerne sætte sig ned og lave en ordentligt gennemtænkt overordnet plan for infrastrukturen. Samfundsøkonomisk virker det uigennemtænkt, når vi den ene dag taler om elbiler og den anden om varmepumper, men ikke taler om vores fælles infrastruktur. Det er altså det samme el-net, det hele skal køre på,” lyder opsangen fra EWII-direktøren.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>