Flere kvinder i it vil skabe højere vækst

[KVINDER PÅ KANALEN] Blot hver fjerde ansatte i it-branchen er kvinde, viser seneste tal fra Dansk Erhverv. Det er langt fra nok, hvis vi skal skabe vækst i branchen.

25,8% af alle stillinger i it-branchen besættes i dag af kvinder, hvilket står i skærende kontrast til erhvervslivet generelt, hvor 47,3% af alle beskæftigede er kvinder.

”Der er alt for få kvinder, der i dag arbejder indenfor it og teknologi, og det er et problem, hvis vi gerne vil skabe mere vækst i branchen. For der er ingen tvivl om, at kvinder og diversitet kan mærkes på bundlinjen,” udtaler Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

En analyse fra Boston Consulting Group (BCG) blandt 1.700 virksomheder viser bl.a., at virksomheder med større diversitet i ledelsesteamet har 19% højere omsætning end virksomheder med lav diversitet.

BCG har samtidig undersøgt kvindelige iværksætteres evne til at tjene penge i forhold til de mandlige, og her viser det sig også, at det er en god forretning at investere i kvinder.

For hver dollar der blev investeret i kvindelige iværksættere, genererede de 78 cent i omsætning, mens tallet for mændene kun var 31 cent.
Der er brug for en aktiv indsats
Set over de seneste ti år, er der desværre ikke sket meget i forhold til at øge antallet af kvinder i branchen.

Derfor er der også brug for en langt mere aktiv indsats fra alle parter, hvis diversiteten skal lykkedes.

”Heldigvis kan vi se, at optaget af kvinder på de mere teknisk tunge it-uddannelser endeligt er steget. Det er en super positiv udvikling og jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se flere unge dygtige kvinder komme ind i branchen over de næste år,” udtaler Mette Lundberg.

Det øgede optag skyldes i høj grad målrettede indsatser fra bl.a. ITU og DIKU, og er med til at understrege vigtigheden af, at alle skal gøre en aktiv indsats, hvis der for alvor skal rykkes ved udviklingen.

”Uddannelsesinstitutionerne arbejder målrettet med det her, men vi så gerne, at endnu flere it-virksomheder gjorde en aktiv indsats for at tiltrække flere kvinder til it-erhvervet. Som det er nu, så går kvinderne glip af nogle super spændende jobs og virksomhederne går glip af en masse talent.”

Av: IT-branschen