GlobalConnect præsenterer stærkt årsregnskab efter sammenlægning med norske Broadnet
Hjem NYHEDER GlobalConnect præsenterer stærkt årsregnskab efter sammenlægning med norske Broadnet

GlobalConnect præsenterer stærkt årsregnskab efter sammenlægning med norske Broadnet

Af Redaktionen

I 2018 blev danske GlobalConnect lagt sammen med norske Broadnet for at skabe en stor nordisk infrastrukturaktør, som i sidste uge officielt fik navnet GlobalConnect.

GlobalConnect præsenterer stærkt årsregnskab efter sammenlægning med norske Broadnet

Martin Lippert, GlobalConnect

Nu kan en økonomisk stærk samlet koncern præsentere regnskabet for 2018.

GlobalConnect og Broadnet blev lagt sammen i efteråret 2018. Der er derfor ikke udarbejdet et koncernregnskab for hele år 2018, men omsætningen for de underliggende selskaber – norske Broadnet samt danske GlobalConnect og Nianet – udgør tilsammen DKK 2.500 millioner.

Til trods for, at regnskabet for 2018 er påvirket af omkostninger forbundet med sammenlægningerne, så kan GlobalConnect præsentere fremgang, særligt på det norske marked. Der er således nu lagt et solidt fundament for 2019, som bliver det første hele regnskabsår for den nye nordiske leverandør af fiberbaseret datakommunikation.

Et 2018 præget af opkøb og sammenlægninger

2018 var et begivenhedsrigt år for GlobalConnect-koncernen. I juni godkendte de danske konkurrencemyndigheder sammenlægningen af GlobalConnect og Nianet efter et års forløb. I Norge blev Broadnet solgt til EQT Infrastructure i maj, og måneden efter opkøbte Broadnet telekommunikationsleverandøren Kvantel. I september blev Broadnet og GlobalConnect så lagt sammen. Integrationsprocessen kulminerede i sidste uge, hvor koncernen præsenterede en ny fælles strategi, ny organisationsstruktur på tværs af landegrænser og et fælles navn: GlobalConnect.

I den danske del af koncernen er omsætningen endt på DKK 1.074 millioner, en stigning på 1,8 procent i forhold til 2017, med en underliggende stigning i den løbende omsætning på 9,5 procent. EBITDA resultatet justeret for non-recurrings er DKK 342 millioner, hvilket er et fald på 6,8 procent sammenlignet med året før. Det skyldes især, at GlobalConnect indgik nogle ekstraordinært store kontrakter med engangseffekt i 2017. Hvis tallene justeres for disse aftaler, udgør EBITDA resultatet for 2018 en stigning på 10,3 procent i forhold til året før.

”Det koster penge at fusionere og integrere to store virksomheder. Med det i mente er jeg endog meget tilfreds med det resultat, GlobalConnect og Broadnet kan præsentere for 2018. Med den helt rigtige samlede organisation og en ny fælles retning er vi perfekt rustet til at realisere vores kunders digitale ambitioner hurtigt og enkelt. Det gør vi ved at tilbyde den fulde løsning, fra jord til sky,” siger administrerende direktør Martin Lippert, GlobalConnect.

Koncernen har – med ejeren EQT i ryggen – lanceret en offensiv vækststrategi, som senest resulterede i købet af det danske it-konsulenthus Netteam i april 2019: “Vi har en ambitiøs vækstplan i Norden, hvor vi vil vokse betragteligt på infrastruktur, både organisk og gennem opkøb. Ambitionen er en fordobling af omsætningen bare i Danmark i løbet af de nærmeste år, og vi efterlyser flere opkøbsemner i både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland,” siger administrerende direktør Martin Lippert, GlobalConnect.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>