[KANALPARTNER] De store globale techvirksomheder har gennem 2023 præget overskrifterne i ind- og udland med deres massefyringer.
Det skyldes sandsynligvis, at virksomhederne rekrutterede og ansatte for mange nye medarbejdere under pandemien, hvor bl.a. salget af hjemmearbejdspladser gik strygende, og nu må de korrigere retningen og reducere medarbejderstaben i en svingende økonomi.
Denne mangel på fremsynethed, som begyndte i vækstfasen, har siden hen givet virksomhederne en række udfordringer. De gode tider varer ikke evigt. Virksomheder, store som små, bliver derfor nødt til at rekruttere ansvarligt, planlægge efter en forventet økonomisk modvind og altid være forberedt på, at markedsmekanismerne kan skifte hurtigt.
Tre skridt mod effektiv styring af virksomheder med hypervækst
Første skridt er planlægning. Vær skarp på at opstille et klart udbytte af enhver investering, som virksomheden foretager. Det betyder, at der skal opstilles klare mål og KPI’er, så alle investeringer er målbare og kan justeres løbende efter behov.
Der skal opstilles en plan for alt lige fra nyansættelser, lagerbeholdning, events mv. Følg dernæst udgifterne nøje og hold dem op imod planerne – og vær klar til at trække håndbremsen, hvis toplinjen svigter. Det er nemlig vigtigt at agere hurtigt og være i stand til at forudsige, hvad der kommer til at ske. Ofte mister virksomheder både tid og ressourcer på at vente, i håb om at tingene vender.
Andet skridt handler om at være forudseende. I forhold til ansættelser er det vigtigt at have en plan for arbejdsstyrken. Vær klar på, hvor mange nye medarbejdere, der kan ansættes. Ansæt ikke for hurtigt i processen, da det kan medføre fyringer senere, hvis virksomheden ikke når sine mål. På lager- og produktionssiden handler det om at revurdere udgifter og gennemløbstider, da forsyningskæderne ændrer sig hele tiden. Husk, at det handler om likviditet – især med det nuværende renteniveau.
Det tredje og sidste skridt handler om at vokse rentabelt, hvilket kræver balance mellem lønsomhed og vækst. At vokse for hurtigt kan resultere i lav rentabilitet, mens moderat vækst ofte er langt mere rentabelt. Lad derfor ikke lønsomheden smuldre, da den er svær at få tilbage igen.
Sørg for at have det sjovt undervejs – på en ansvarlig måde. Mindre firmaarrangementer og -events, der ikke behøver koste en formue, kan skabe mindst lige så meget holdånd og styrke virksomhedskulturen som dyre middage og frynsegoder.
Det magiske tal er 40+
Reglen om 40+ går ud på, at en virksomheds kombinerede omsætningsvækst og overskudsgrad skal ligge på 40 pct. eller mere. Hvis en virksomhed f.eks. har en omsætningsvækst på 20 pct. og en overskudsgrad på 25 pct., er tallet (20+45) 45 pct. Alt under 40 pct. kan resultere i likviditetsproblemer og sågar problemer med pengestrømmen.
Opkøb af matchende virksomhedskulturer
Hvis opkøb og fusioner er en del af virksomhedens vækststrategi, er det vigtigt at analysere kulturen i de virksomheder, man planlægger at opkøbe. Passer kulturen til ens egen virksomhed? Udover at sikre, at de opkøbte teknologier og koncepter vil styrke virksomheden og imødekomme kundernes behov, skal man overveje, hvorvidt medarbejderne vil blive integreret nemt og hurtigt i den eksisterende infrastruktur. Ofte vil medarbejderstaben fra den opkøbte virksomhed blive en integreret del af virksomhedens nuværende økosystem, herunder ledelsesteamet. Derfor er det afgørende, at de har samme indstilling til kommunikationsstil, arbejdsvaner, hvordan man måler succes og vigtigst af alt: at de har samme værdisæt.
Alt dette kan identificeres ved at stille detaljerede spørgsmål til den potentielle opkøbskandidats syn på work-life-balance, hvorvidt de foretrækker at arbejde på kontoret eller hybridt, om de sætter kunden og medarbejderen i centrum, samt om de er passionerede omkring at skubbe til grænserne for innovation og udvikling. Uanset hvilke kerneværdier ens egen virksomhed har, skal værdierne i den opkøbte virksomhed matche disse for at opnå mest mulig succes med opkøbet.
Ekstra overvejelser
Udover de grundlæggende elementer, der er nødvendige for hypervækst, er det en god idé at overveje følgende tre områder:
- Virksomhedens eksistensberettigelse. Det handler om det populære ’why’. Hvad gør virksomheden unik? Hvorfor køber kunderne virksomhedens produkt? Hvilke problemer løser virksomheden for kunderne?
- Standardisering: Skab strukturer og processer, der kan rulles bredt ud i organisationen – især når virksomheden vokser internationalt.
- Kommunikation: Hold medarbejderne velinformerede, så der ikke opstår siloer. Det kan f.eks. implementeres ved at afholde ugentlige informationsmøder med alle medarbejdere i de enkelte afdelinger, månedlige møder på tværs af organisationen og kvartalsvise møder med topledelsen for hele virksomheden.
Det er altid spændende, når en virksomhed oplever vækst, men for at få succes på den lange bane er det vigtigt, at arbejdet med vækst foregår strategisk og ansvarligt. En solid strategiplan driver produktudviklingen og hjælper med at identificere vigtige investeringsbeslutninger, måle KPI’er og sikre ansvarlighed. Der skal kunne redegøres for alt lige fra måling af resultater til rekrutteringsbehov, og det skal være muligt at tage højde for det uventede, uanset om det er en pandemi eller et dyk i økonomien.
Af Kathy Wagner, CFO i Kaseya.