“Danmark skal være et mekka for deleøkonomi”. “Digitalisering og deleøkonomi er her for at blive”. “Deleøkonomi skaber vækst”.
Holdningerne til deleøkonomi er overvejende positive, uanset om det kommer fra regeringen eller virksomhedsejerne – bortset selvfølgelig fra de virksomheder, som bløder røde tal på bundlinjen, fordi de bliver udkonkurreret af nye, smarte forretningsmodeller. Og det er i virkeligheden det, de er. Nye, smarte forretningsmodeller.
Der er nemlig stor forskel på, hvilke af de to ord i ”deleøkonomi”, der lægges mest vægt på for det, jeg hellere vil kalde platformsvirksomheder. For nogle platforme er det ”dele”, men som vi har set det med eksempelvis Uber, lægger de størstedelen af vægten på ”økonomi”. Det er ikke fordi, der er noget galt i at drive en virksomhed, hvis fremmeste formål er at tjene penge. Det er sådan set fornuftigt nok – særligt for dem, som ejer virksomheden. Men jeg er nødt til at hive i bremsen på delebilen, når en række virksomheder, der bryster sig af at være deleøkonomiske, reelt blot er traditionelle, profitmaksimerende virksomheder, der lukrerer på deletanken. Det er at stikke danskerne blår i øjnene. Det er at pynte sig med lånte fjer. Det er falsk markedsføring, hvis vi skal sige det, som det er – og det skal vi. Det er mange ting, men hvis der er en ting, det ikke er, så er det deleøkonomi.
Vi har en stolt andelstradition i Danmark. Og som jeg ser det, skal ånden fra andelsbevægelsen være til stede, før du kan tale om en egentlig deleøkonomi. Man kan i virkeligheden kalde deleøkonomi for en digital andelsbevægelse, hvor alle medvirker og føler et fælles ansvar. Det er og bliver det aldrig, hvis de, der ejer platformen, udelukkende er motiveret af bundlinje.
Det eneste dele-element i virksomheder som danske GoMore og Airbnb er, at de stiller en platform til rådighed, hvor ganske almindelige danskere deler fx arbejdskraft, bil og bolig. Danskerne vil gerne dele. Danskerne smider lidt af deres hverdag ind i fællespuljen. Men hvad bidrager platformsvirksomhederne med i det regnestykke? Nul og niks.
Grundlæggende set skal en deleøkonomisk platform tilgodese tre parter. 1) Brugerne. 2) Platformen. 3) Samfundet. Det samme kan man i og for sig også sige om traditionelle virksomheder. Men der, hvor ægte deleøkonomiske virksomheder adskiller sig fra de traditionelle, er, når det kommer til, hvordan de vægter de tre hensyn.
Er det vigtigst at sikre et hensigtsmæssigt forbrug af ressourcer i samfundet? At hjælpe hinanden og populært sagt bidrage til at “gøre verden til et bedre sted”? At give tilbage til samfundet? Eller er det vigtigste hensyn at profitmaksimere og hive mest muligt hjem? Svaret afhænger af, om du spørger en egentlig deleøkonomisk virksomhed, eller om det er en platform. Og det er netop det, jeg vil opfordre til: At du stiller spørgsmålstegn ved motiverne bag den virksomhed, du ‘deler’ med. Og at I, kære platformsvirksomheder, deler med andre end jer selv.
