Den danske regering anbefaler fortsat hjemmearbejde i det omfang, det er muligt.
Alligevel savner overraskende mange danskere ledelsens fulde accept af arbejde fra privaten.
En begrænsning af den sociale kontakt og periodevist hjemmearbejde har vist sig at være vigtige elementer til at kontrollere og begrænse smitten af Covid-19 i Danmark. Derfor kan det undre, at mange danskere oplever modstand fra deres arbejdsgivere i forhold til netop af arbejde fra privaten. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget på vegne af softwarevirksomheden Citrix.
Ifølge undersøgelsen føler 16,5 procent af danskerne med mulighed for at arbejde hjemmefra, at de ikke har ledelsens fulde opbakning til at lade arbejdet foregå fra hjemmet. Resultatet undrer Anette Vainer, landechef i Citrix Danmark, som har taget initiativ til undersøgelsen.
”Vi var på forhånd klar over, at det primært er de største virksomheder, som er tilhængere af fleksibelt arbejde, mens de små og mellemstore virksomheder i højere grad er skeptiske over for at lade de ansatte selv bestemme, om de arbejder fra kontoret eller hjemme. Alligevel er det for mig overraskende, at hver sjette dansker oplever modstand fra deres arbejdsgivere i forhold til at få lov til at arbejde hjemmefra i en situation, hvor en global pandemi kræver det,” siger Anette Vainer.
”Undersøgelsen viser med stor tydelighed, at mange danske virksomheder ikke stoler på deres medarbejderes evne til at arbejde effektivt fra hjemmet, og at de holder fast i ideen om, at arbejde foregår et bestemt sted i et bestemt tidsrum. Det paradoksale er, at den fleksible arbejdsplads rummer potentialet til at få medarbejderne til at arbejde både mere produktivt og mere sikkert, hvilket i høj grad er i virksomhedernes interesse. Derudover ved vi, at fleksibilitet på arbejdspladsen bliver et mere og mere vigtigt parameter i forhold til at tiltrække de bedste medarbejdere, ”tilføjer hun.
Til de skeptiske virksomhedsledere peger Anette Vainer på, at virksomhederne kan opnå de markante fordele ved hjemmearbejde, hvis de lægger en klar strategi for arbejdet, udstikker forventninger til medarbejderne og sikrer, at de har de rette tekniske løsninger på plads. I bund og grund handler det om at turde at tage springet.
”Som virksomhed er det afgørende at skabe nogle klare rammer for medarbejderne, gøre sine forventninger tydelige og have en strategi at arbejde ud fra. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at langt de fleste mennesker har et behov for at mødes fysisk, så der er ingen grund til at frygte tomme kontorer i fremtiden, hvis man som virksomhed vælger at gøre fleksibelt arbejde til en permanent mulighed for medarbejderne,” siger Anette Vainer.
Sådan svarer danskerne på spørgsmålet “Føler du, at du har ledelsens fulde opbakning til at arbejde hjemmefra i det omfang, du finder det nødvendigt?”
Ja 76,8 procent
Nej 16,5 procent
Ved ikke 6,7 procent