Invitation: Kom til konference om energieffektivisering og lokale partnerskaber

Den 19. november 2019 er Energistyrelsen vært for konferencen ”Succes med energieffektivisering gennem lokale partnerskaber”.

Billede: Colourbox

På konferencen er der fokus på erfaringer fra lokale partnerskaber, der på hver deres måde har bidraget til den grønne omstilling. Konferencen er åben for alle, men særligt relevant for projektledere i kommuner, lokale aktører, iværksættere og energiselskaber der søger inspiration til etablering og gennemførelse af lokale partnerskaber om energieffektivisering.

Du kan blandt andet høre oplæg fra:

Søren Hermansen, ildsjæl fra Samsø og en af verdens 10 største ”Environmental heroes” ifølge TIME Magazine
Otte lokale partnerskaber, der på forskellig vis har skubbet til den grønne omstilling i bygninger
Adfærdsekspert Jossi Steen-Knudsen

Lokale samarbejder bidrager til den grønne omstilling
Partnerskabsprojekterne startede op i efteråret 2016, og har afsluttet deres projekter i efteråret 2019. De har fået støtte fra Energistyrelsen som led i udmøntningen af initiativet ”Energieffektive og intelligente bygninger”.

Projekterne er kendetegnet ved at bestå af et samarbejde ml. kommuner og en række lokale foreninger, f.eks. grundejerforeninger og boligforeninger, som vil arbejde for fremme af energieffektivitet og fleksibelt energiforbrug i bygninger.