IT-virksomhed fra Skanderborg stod bag 15% af den danske e-handel

Hjemme bag skærmene så vi en uventet stor stigning i online handlen. Flere valgte at blive hjemme med computer, tablet og mobil, og gå på Black Friday-jagt online.

IT-virksomhed fra Skanderborg stod bag 15% af den danske e-handel 1DanDomain, SmartWeb og ScanNet har trukket salgstal fra Black Friday 2019 og kan berette om en stigning på 26% sammenlignet med 2018. DanDomain, SmartWeb og ScanNet er nogle af landets største webshopsystemer og fulgte udviklingen tæt i løbet af fredagen.

Stigning på Black Friday på 26% sammenlignet med 2018

FDIH og MobilePay har estimeret en samlet dansk online handel på ca. 750 millioner kroner ved Black Friday 2019, og tallene fra webshopsystemerne peger i samme retning.

Webshopsystemerne DanDomain, SmartWeb og ScanNet håndterede ca. 15% af den samlede danske e-handel ved Black Friday i år og kan ud fra deres tal se en klar stigning fra 2018. I 2018 kunne webshopsystemerne berette om en omsætning på Black Friday på ca. 86 mio. kr., hvorimod tallene fra Black Friday 2019 ramte ca. 109 mio kr. Dette svarer til en stigning på 26%.

“Det tyder på, at den stigning vi har registreret blandt DanDomains, SmartWebs og ScanNets webshopkunder, gør sig gældende på tværs af det danske e-handelsmarked. Handlen stiger med 26% sammenlignet med sidste år, og vi kan virkelig se, at webshopejerne har formået at gøre deres kampagner og tilbud ekstra relevante”, udtaler Anders Eiler, Salgsdirektør for e-commerce hos DanDomain, SmartWeb og ScanNet.

Flere prøver at sprede tilbuddene ud over ugen

I år ser vi ligeledes en stigning på 7%, når vi sammenligner tallene for hele den såkaldte “Black Week” med sidste år.

“Sidste år kunne vi se en samlet omsætning for hele ugen på ca. 146 millioner kr. I år er dette steget til 156 millioner kr. Selvom webshopejerne har formået at fordele omsætning ud på flere dage, så ser vi dog ikke en lige så stor stigning i Black Week som på selve fredagen. Dog er en ekstra omsætning på 10 mio. kr. selvfølgelig også værd at tage med for vores webshopejere,” forklarer Anders og fortsætter.

“Det bliver spændende at se, om julehandlen også kommer til at opleve samme stigning. Vi sidder i hvert fald klar til at holde øje med tallene.”

For mere information: www.zitcom.dk