Itelligence har udvidet i Sverige med opkøbet af Columbus’ svenske SAP-team

SAP partner, itelligence Sverige, har opkøbt Columbus’ svenske SAP-team for at styrke aktiviteterne med svenske og andre nordiske virksomheder, og konsoliderer dermed sin position som førende SAP full-service leverandør i Norden.

Fra 1. juli 2018 er Columbus’ svenske SAP-team blevet en del af itelligence. Det svenske SAP-team fra Columbus har ekspertise, som dækker alle SAPs forretningsløsninger fra teknik til løsninger, som er tættere på proces- og forretningsaktiviteter.

”Med det svenske SAP-team fra Columbus ombord kun 3 måneder efter at vi erhvervede EINS Consulting, har itelligence fået en endnu stærkere base i Sverige og et stærkt konkurrencedygtigt tilbud til vores svenske kunder. En stærk lokal tilstedeværelse kombineret med vores internationale styrke er afgørende for de ydelser, vi tilbyder vores kunder med globale projekter”, siger Nicolaj Vang Jessen, Executive Vice President, Head of Nordic and Eastern Europe i itelligence.

Columbus’ svenske SAP-team har konsulenter med højt anciennitetsniveau og en kombination af industrividen og fokus på problemløsning. Fokusområderne i SAP er HANA, Mobility, Information Management, Analytics og Application Management.

“Vi har virkelig set frem til at byde velkommen til vores nye, dygtige kolleger fra Columbus. De er det perfekte match til vores strategiske ambitioner om at kunne tilbyde vores kunder en velafprøvet portefølje af industriløsninger, add-ons og special kompetencer”, siger Milco Österholm, Managing Director i itelligence Sverige.
Samtidig annoncerer itelligence og Columbus også et strategisk partnerskab indenfor SAP området, baseret på deres respektive komplementære ressourcer, kompetencer og ekspertise for at dække nye og voksende behov hos kunderne.