2,20 kroner per kWh er, hvad det kommer til at koste Mercedes-Benz ejere at lade elbilen i det ultrahurtige ladenetværk, Ionity.
Det gør det muligt at lade det 80 kWh store batteri i en EQC for blot 176 kroner.
Det ultrahurtige ladenetværk, Ionity vokser i både Danmark og resten af Europa. Her er det muligt at lade sin elbil lynhurtigt, så en Mercedes-Benz EQC med 110 kW ladehastighed kan lades fra 10 – 80 % på omtrent 40 minutter.
”Det mest hyppige er, at man lader sin elbil derhjemme eller på jobbet for at have den fulde rækkevidde allerede fra start, men i forbindelse med de længere rejser er det rart at have adgang til hurtigladere langs motorvejsnettet, så man hurtigt kan komme på farten igen, når man fx er på vej på skiferie i sin elbil.”
”Derfor er en god infrastruktur vigtig for oplevelsen af at rejse langt i sin elbil – ikke mindst internationalt,” siger Louise Grimsgård, som arbejder med opladning hos Mercedes-Benz i Danmark og Sverige.
Medlemsskabet til Ionity-netværket indgår kvit og frit det første år for Mercedes-Benz kunder med tjenesten ”Mercedes me Charge”, og man betaler derfor udelukkende for sit forbrug. Den nye pris for medlemmer er netop offentliggjort til 2,20 kroner per kWh i Danmark. Der er i skrivende stund 6 aktive Ionity-stationer i Danmark og 208 aktive stationer i Europa. Ambitionen er at have 400 ladestationer klar i løbet af 2020.
Slip elbilen fri på tværs af lade-tilbud
Med tjenesten ”Mercedes Me Charge” kan kunderne endda benytte ladestandere fra andre udbydere. Faktisk kan brugerne af tjenesten benytte cirka 90 % af alle udbydere i Danmark – og det hele lander let og bekvemt på samme faktura.
”Når man som elbilsejer skal lade sin bil op, er det vigtigt ikke at lade sig begrænse. Derfor har vi gjort det muligt at lade fra andre netværk end vores eget. Det giver maksimal fleksibilitet for kunderne, og netop følelsen af frihed uden begrænsninger er det, vi skal arbejde hen imod,” siger Louise Grimsgård.
Mercedes me Charge er et nyt koncept, som lader bilen identificere sig selv for ladestanderen. Målet er, at cirka 80 % af alle ladestandere i EU skal være tilgængelige via tjenesten.