Hele 28 procent af de unge mellem 16 og 24 år har nu prøvet at skrive et computerprogram. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Et godt tegn i forhold til regeringens ambitioner på området, mener IT-Branchen.
”Unge i dag er nysgerrige på teknologi og det der ligger bag de flotte skærmbilleder. At kode er ved at blive noget, som især de unge ser som en naturlig kompetence at have i dagens Danmark. Og helt sikkert også noget, som det er helt nødvendigt at flere lærer i fremtiden,” siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.
13 procent af den danske befolkning har ifølge Danmarks Statistiks ”It-anvendelse i befolkningen 2017” allerede prøvet at skrive et computerprogram selv, hvilket gør Danmark til det land i Europa, hvor flest har erfaring med programmering.
Sæt krav om at alle uddannelser skal undervise i det
Tallene tegner et lyst billede, når man tænker på regeringens ambition om, at få 10.000 flere unge ind på STEM-uddannelser, at få langt flere uddannelser til at undervise i grundlæggende teknologiforståelse og at man allerede i folkeskolen skal lære at skabe løsninger med it og teknologi.
Men der skal sættes krav, hvis det skal lykkedes.
”Vi ser en befolkning, der med de unge i spidsen for alvor er ved at træde ind i den digitale tidsalder. Og vi ser et erhvervsliv, der i den grad efterspørger digitale kompetencer. Men det betyder også, at politikerne skal presse massivt på for hurtigt nok at få hele uddannelsesområdet til at omfavne den digitale agenda. Ellers taber vi en masse unge på gulvet,” udtaler Mette Lundberg.
Det at kunne forstå, hvad der ligger bag teknologien og vide, hvad man selv kan skabe med den, bør ifølge IT-Branchen være en del af den almene dannelse.
Derfor bør det være en naturlig del af undervisningen helt fra folkeskolen, op gennem ungdomsuddannelserne og til de videregående uddannelser, hvor alle i varierende grad bør have digitale kompetencer.
”Hvis der ikke stilles krav til de teknologiske kompetencer på alle uddannelser, risikerer vi at ende med en gruppe af digitale analfabeter, der vil have svært ved at bidrage til fremtidens Danmark. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi får alle med,” fortæller Mette Lundberg.
IT-Branchens anbefaler følgende:
- Et obligatorisk skabende it-fag i folkeskolen
- En samlet strategi for digitale kompetencer på alle uddannelser
- Øget optag på de efterspurgte it-uddannelser
Visionen for IT-Branchen
Vi arbejder for at skabe et stærkt og digitalt samfund, der udnytter teknologiens fulde potentiale til glæde for både økonomien og det enkelte menneske. Og vi vil sikre en konkurrencedygtig og professionel it-branche, der aktivt bidrager til vækst og udvikling i et digitalt Danmark.
Sådan gør vi det
- Sætter den politiske agenda og påvirke lovgivningen, så det bliver enklere for vores medlemmer at drive forretning til glæde for fremtidens digitale samfund
- Fremmer medlemmernes internationale konkurrenceevne og lønsomhed gennem kundevendte events, arrangementer og møder
- Styrker medlemmernes forretning ved at tilbyde medlemsservices indenfor bl.a. juridisk rådgivning, presse og kontraktskrivning
- Er den førende brancheforening i Danmark, der tilbyder et stærkt netværk, hvor man forstår, at ansvar forpligter, og hvor man mødes, deler erfaringer og finder nye forretningsmuligheder