Næsten halvdelen af statens it-systemer halter faretruende bagud

Statens IT-råd konkluderer i deres halvårlige statusrapportering, at 111 af de 260 vurderede it-systemer (43%) er i utilstrækkelig systemtilstand.

Næsten halvdelen af statens it-systemer halter faretruende bagud 1Et tegn på at driften ikke bliver prioriteret højt nok.

“Vi skal huske at passe på de eksisterende systemer, der leverer store dele af den service og effektivisering, vi har opnået via digitalisering ind til i dag. Det er derfor bekymrende, at næsten halvdelen af systemerne dumper i den seneste undersøgelse fra IT-rådet,” siger Simon Svarrer, adm. direktør i Schultz og formand for IT-Branchens udvalg for offentlig digitalisering.

De tre væsentligste problemer er systemernes tekniske tilstand (21% af alle undersøgte systemer), dokumentation (21%) samt sikkerhedsopdateringer og patches (19%).

”Dårlig teknisk tilstand eller manglende sikkerhed kan være fatalt for driften af den offentlige sektor, der i høj grad er afhængig af systemerne. Men det kræver prioritering og økonomi i de enkelte myndigheder samt et tæt samarbejde med it-leverandørerne, hvis denne opgave skal løftes, så vi sikrer, at bl.a. samfundskritiske systemer ikke går ned,” udtaler Simon Svarrer.

65% af de kortlagte systemer vurderes til at være enten forretningskritiske eller samfundskritiske. Tidligere har en gennemgang af statens it-systemer i 2017 og 2018 vist, at en tredjedel af alle statens kritiske it-systemer havde en ”utilstrækkelig systemtilstand”.

Der er altså ikke tale om et nyt problem. Alligevel ser det ikke ud til, at problemet bliver taget alvorligt.

Vedligehold og drift er en opgave der både er kompleks, omfattende og tidskrævende, og den bliver alt for ofte bliver nedprioriteret i den offentlige sektor, hvor det er lettere at finde midler til nyudvikling end til vedligehold og drift.

“Vi er i IT-Branchen rigtig glade for at Statens it-råd sætter fokus på problemstillingen, men vi frygter fortsat, at myndigheder ikke har rammerne til at prioritere en ambitiøs indsats, der skal sikre, at de eksisterende offentlige it-løsninger er gearede til fremtiden,” udtaler Simon Svarrer med reference til Regeringens ønske om at spare på konsulentbistand i den offentlige sektor, herunder it-konsulenter.