Nu begynder Afrikas største digitaliseringsprojekt
Hjem NYHEDER Nu begynder Afrikas største digitaliseringsprojekt

Nu begynder Afrikas største digitaliseringsprojekt

Af Redaktionen

Tidligt i morges lettede et privatchartret fly fra Billund Lufthavn lastet med registreringskit og kortudstedelsesstationer fra Atea med kurs mod Accra i Ghana som et vigtigt led i Afrikas største digitaliseringsprojekt; Ghana-kortet.

Nu begynder Afrikas største digitaliseringsprojektI samarbejde med IDFG Denmark har Atea fået en afgørende rolle som leverandør til Ghanas nationale identifikationsprojekt, hvis målsætning er at skabe en digital infrastruktur, der sikrer befolkningen lige rettigheder og adgang til fysiske og digitale services, social inklusion og økonomisk udvikling i Ghana.

”I dag lever langt størstedelen af befolkningen i Ghana uden en formel identitet, og det skaber en ulige fordeling af landets ressourcer. Det kommer Ghana-kortet til at ændre på, ligesom det kommer til at hjælpe den ghanesiske stat med at opfylde deres store ønske om at løsrive sig fra vestlig bistand. Vi har vurderet, at Atea er den mest optimale samarbejdspartner til at sikre den leverance, der skal få os i mål med projektet inden for den ønskede tidshorisont,” siger Peter Blom, direktør i IDFG Denmark.

”Vi er meget stolte af at være en del af Afrikas største digitaliseringsprojekt. Der er ingen tvivl om, at den digitale infrastruktur, som vi er med til at etablere i Ghana, kommer til at forandre samfundet og skabe et bedre liv for millioner af mennesker. De sammenlagt over 5.000 registrerings- og udstedelseskit, som vi sender til Ghana, er designet, så de er mobile, robuste og driftssikre og samtidig indeholder det nyeste udstyr,” siger Nils Løwe Larsen, der er Ateas ansvarlige for projektet.

For at kunne registrere sig og modtage sit Ghana-kort skal borgeren fremvise bopælsadresse, et gyldigt pas eller fødselsattest eller alternativt få et allerede registreret familiemedlem eller bekendt til under ed at stå inde for vedkommende. Borgeren registrerer dernæst sine oplysninger samt biometriske informationer, såsom fingeraftryk og iris-scanning af øjet. Derefter sendes alle oplysninger om borgeren via 4G-teknologi til verificering i en database, hvorefter Ghana-kortet udstedes og printes på stedet. Hele processen tager omkring 20 minutter. Ghana-kortet indeholder oplysninger om alt fra sundhed og bank til uddannelse og forsikring og fungerer desuden som pas, kørekort, bankkort og generelt ID-kort.

Med de sammenlagt over 5.000 udstedelses- og registreringskit, der vil blive leveret til Ghana løbende over de næste to uger, forventes registreringsprocessen for alvor at tage fart. På nuværende tidspunkt er knap 3 mio. ghanesere blevet registreret, og det anslås at 27 mio. ghanesere stadig mangler at blive registreret. Med de mange nye registreringsstationer forventer NIA at have gennemført samtlige registreringer i løbet af 2020.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>