Detailhandlen vægter it-sikkerhed højest, når man taler om digital udvikling.
Til gengæld udgør problemer med at følge væksten på området den største risiko.
Pandemiens mørke år har ændret vores brug af digitale værktøjer og sat turbo på virksomheders digitalisering. Og der er store huller i virksomhedernes arbejde med digitalisering.
Sådan lyder konklusionen i en ny global undersøgelse foretaget af tech-virksomheden Endava blandt it-ansvarlige på tværs af forskellige brancher i ni lande herunder Norden. Her svarer blot 42 procent af de nordiske virksomheder, at deres digitale performance under pandemien har været god.
Digitaliseringen er accelereret med ti år
En hurtig digital indsats har været forudsætningen for at holde hovedet oven vande under pandemien. Ifølge undersøgelsen har 87 procent af de nordiske respondenter handlet hurtigt, da krisen opstod for at fremskynde digitaliseringen i deres virksomhed. Præcis samme andel (87 procent) mener tilmed, at dele af virksomhedens digitale transformation er accelereret med hele ti år på grund af de hurtige teknologiske ændringer, de foretog.
”Pandemien har tvunget virksomheder til at gentænke forretningen og ændre deres it-miljøer nærmest natten over. Selv om pandemien så småt er drevet over, fortsætter den digitale acceleration altså, og vi gør klogt i at holde fast i det nye digitaliseringsparadigme, den har givet os,” siger Philip Carl, der er nordisk chef hos Endava.
Væksttempoet en risiko i detailhandlen
Undersøgelsen kortlægger også virksomhedernes største prioriteter og risikovurderinger, hvad angår deres digitale udvikling over de næste tre år.
Her får it-sikkerhed en førsteplads i detailhandlen stærkt efterfulgt af kundeoplevelsen og skalerbarhed af platforme. Vanskeligheder med at følge med detailvæksten opfattes som den største risikofaktor, mens nye forventninger fra forbrugerne samt tele- og hybridarbejde betragtes som de næststørste risici.