Ny direktør skal sikre fortsat vækst i Visma
Hjem NYHEDER Ny direktør skal sikre fortsat vækst i Visma

Ny direktør skal sikre fortsat vækst i Visma

Af Redaktionen

Den kommercielt erfarne it-profil, Lars Berthelsen overtager stillingen som adm. direktør for Visma Consulting i Danmark efter Carsten Boje Møller, der på gruppeniveau intensiverer fokus på fortsat europæisk ekspansion.

Ny direktør skal sikre fortsat vækst i Visma

Foto: Visma PR/ Lars Bethelsen, som bliver ny adm. direktør hos Visma Consulting

Onsdag d. 2. januar 2019 tiltræder Lars Berthelsen stillingen som adm. direktør for Visma Consulting i Danmark efter Carsten Boje Møller, der på gruppeniveau er divisionsdirektør for Custom Solutions i Visma-koncernen. Divisionen har på bare seks år omtrent firdoblet toplinjen og forventer i år at omsætte NOK 2 mia., hvilket er ca. 40% mere end sidste år.

»Lars Berthelsen kommer med en skarp kommerciel erfaring, som han senest har brugt ifm. en imponerende ekspansion og repositionering af Dansk HøreCenter. Dernæst har Lars igennem en længere årrække været med til at skabe iøjenfaldende salgsresultater hos SAS Institute, hvor han både har arbejdet med det private og offentlige marked. Det er erfaringer, der uden tvivl vil komme Visma til gode i vores fortsatte vækststrategi«, fortæller Carsten Boje Møller, der samtidigt oplyser, at Lars, foruden at lede den danske afdeling af Visma Consulting, også får det overordenede ansvar for Custom Solutions-divisionen i Danmark, hvilken udover Visma Consulting dækker over selskaberne MIND4iTCo3 og Kapacity.

Oplagt vækstpotentiale

Lars Berthelsen har gennem de sidste godt to år været adm. direktør i Dansk HøreCenter, hvor han har været med til at vokse forretningen fra 35 klinikker til i dag at tælle 44. Forinden var Lars ansat hos det globale software-hus SAS Institute i mere end 10 år, hvor han bestred en række forskellige poster – heriblandt divisionsdirektør og nordisk salgsdirektør med ansvar for hhv. det private og offentlige marked, ligesom han var en del af den danske ledelse.

»Udviklingen som Visma har været igennem de seneste år er intet mindre end fantastisk, og jeg ser selvsagt frem til at fortsætte rejsen med de mange dygtige mennesker i organisationen«, lyder det fra den kommende direktør, som fortsætter: »Visma Consulting har gennem en længere årrække opbygget en særdeles stærk position i det offentlige marked, ligesom man over det seneste års tid har styrket positionen på det private marked. Det er også her, at jeg ser et oplagt vækstpotentiale, samtidigt med at forretningen, der relaterer sig til den offentlige sektor, fortsat skal udvikles.«

Øjne på nye markeder

Hos Visma har man ambitiøse vækstmål og har over de seneste år også oplevet en imponerende vækst. Alene Custom Solutions-divisionen er vokset fra tre selskaber i tre lande i 2012, til i dag at tælle 21 selskaber i fem lande – senest med de danske virksomheder Co3 og Kapacity, svenske OptiWay og finske Weoptit, som alle er kommet til i indeværende år.

»Custom Solutions-divisionen har udviklet sig med hastige skridt over de seneste fem-seks år, og vi har i sinde at holde skruen i vandet og fortsat vokse på de eksisterende markeder, samtidigt med at vi har øjne på en række nye. Nu kan jeg lægge større fokus på dette strategiske arbejde, samtidigt med at udviklingen af den danske forretning sikres fra Lars’ side«, slutter Carsten Boje Møller.

Lars Berthelsen er 43 år og uddannet Cand. Merc. fra Syddansk Universitet. Han er gift, har tre børn og bor nord for København.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>