Ny rekord: It-branchens omsætning steg med 11,9%
Hjem Finansiel Ny rekord: It-branchens omsætning steg med stigning på 11,9%

Ny rekord: It-branchens omsætning steg med stigning på 11,9%

Af Redaktionen

I 3. kvartal 2021 steg it-branchens samlede omsætning til 70,8 mia. kr., hvilket er en stigning på 11,9% i forhold til året før.

Det er ny rekord for en branche, der ellers har haft næsten ubrudt vækst siden finanskrisen sluttede.

”Vores branche har aldrig haft så travlt, som den har lige nu. Digitaliseringen har for rigtigt mange virksomheder og myndigheder været svaret på, hvordan de skulle komme igennem coronakrisen, og derfor ser vi også, at næsten alle investerer i it som aldrig før,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Det er især indenfor salg af it-udstyr og brugen af it-konsulenter, at omsætningen er vokset under COVID-19. Her har man oplevet vækstrater på hhv. 20,2% og 18,6% i forhold til 3. kvartal 2020. Det viser de nyeste branchetal fra Danmarks Statistik og Dansk Erhverv.

Ny rekord: It-branchens omsætning steg med 11,9%Eksporten er tilbage på sporet

Også eksporten er på papiret steget fra 19,2 mia. kr. i 3. kvartal 2020 til 23,4 mia. kr. i 3. kvartal 2021. En stigning på 21,7%.

Den procentvise høje eksportvækst skyldes dog mest af alt, at der var et forholdsvist stor dyk i eksporten i 2020 pga. den globale coronapandemi, og at eksporten nu er kommet tilbage til normalen.

Måtte næsten aflyse sommerferien

En af de medlemsvirksomheder, der har oplevet vind i sejlende i både 2020 og 2021, er drifts- og konsulenthuset ITAGIL, der leverer løsninger til stort set alle typer brancher i Danmark og har kontorer i både København, i Jylland og på Fyn.

Under coronaen har de oplevet rekordresultat på både omsætning og bundlinje, er blevet kåret som Børsen Gazelle og er vokset fra 15 til 35 mennesker, ligesom de nu også har konsulenter siddende i udlandet.

”Vi har simpelthen haft så travlt, at vi på et tidspunkt talte om at aflyse sommerferien for at kunne nå det hele. Men teamet har klaret den stigende efterspørgsel igennem hårdt arbejde, indtil videre,” fortæller Kim Pichard Nielsen, adm. direktør i ITAGIL med et smil.

Spørger man ham, er der især to grunde til, at erhvervslivet har øget deres it-investeringer ganske markant de seneste år.

”For nogle år siden så mange virksomheder nok it som en nødvendig omkostning på linje med f.eks. rengøring. Men det har helt klart ændret sig, og it har endelig fundet sin berettigelse hos topledelsen. Det er blevet forretningskritisk, og derfor ser man også langt større it-investeringer end nogensinde før,” siger Kim Pichard Nielsen.

Det andet, som ITAGIL oplever, er, at der også har været en række yderligere katalysatorer, der har skubbet digitaliseringen fremad.

”GDPR og vigtigheden af at have styr på sine data, har helt klart været en katalysator for mange investeringer. Men også it-sikkerheden, hvor man jo har set, hvordan selv store virksomheder er gået i knæ pga. cyberangreb, har betydet noget. Og så har coronaen og onlinehverdagen givet et gevaldigt skub på cloudsiden,” udtaler Kim Pichard Nielsen.

Næsten 100.000 fuldtidsansatte i branchen

De mange opgaver nye opgaver og ordrer i branchen har også øget antallet af it-folk, så der nu er 99.684 fuldtidsansatte i it-branchen. En stigning på 5.757 personer på bare et år.

”Branchen kunne godt have ansat endnu flere, men vi har et gabende hul, når det kommer til it-folk. Der eksisterer ganske enkelt ikke nok til at udfylde behovet, selvom virksomhederne skriger efter dem. Det er et kæmpe problem ikke bare for branchen, men også for samfundet som helhed, da det sætter en stopper for den igangværende digitale transformation og vækst i erhvervslivet,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

Lige nu mangler der akut 7.600 it-specialister i it-branchen, og om blot ni år forudsiger IRIS Group og HBS Economics for Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen IDA, at der vil mangle op mod 22.000 it-folk.

En mangel der i den grad kan mærkes i virksomhederne. Således melder 58,6%, at de helt har måtte opgive at besætte stillinger, fordi de ikke kunne finde de rette kompetencer. Samtidig fortæller 27,0% af it-leverandørerne, at de har måtte sige nej til ordrer og opgaver, da de ikke har hænder til at løse dem.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>