Ny udfordrer til e-handel: Instabox åbner i Danmark
Hjem NYHEDER Ny udfordrer til e-handel: Instabox åbner i Danmark

Ny udfordrer til e-handel: Instabox åbner i Danmark

Af Redaktionen

Den 5. maj åbner den svenske tech- og logistikvirksomhed, Instabox, i Danmark.

Ny udfordrer til e-handel: Instabox åbner i Danmark

I dag åbner tech- og logistikvirksomheden Instabox i Danmark.

Tjenesten begynder i København og vil over de næste par år opbygge et netværk med egne pakkebokse i hele landet. Med hurtig levering syv dage om ugen. Instabox har netop gennemført en ny finansieringsrunde på i alt 270 mio. kroner.

E-handelen blomstrer i Danmark. I 2019 købte danskerne varer for 146 mia. kroner på nettet – en omsætningsstigning på 13 % fra 2018. Det viser tal fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH). Nu får danske forbrugere og webshops en ny mulighed, når pakkerne skal bringes ud. I dag åbner tech- og logistikvirksomheden Instabox nemlig i Danmark.

”Vi har et godt samarbejde med Instabox i Sverige, hvor vi kender dem for hurtig levering og god kundeservice. Derfor glæder vi os også over, at de nu åbner i Danmark og ser frem til at fortsætte samarbejdet med dem her,” siger David Lidén, der er Head of Agile Processes & Development hos Junkyard, som er Skandinaviens største netbutik for street fashion.

Instabox begynder i København og vil i løbet af 2020 udbygge netværket af egne pakkebokse til at dække resten af Sjælland og Fyn, så 2,5 mio. danskere har adgang til logistiktjenesten inden årets udgang. I 2021 kommer resten af Danmark med.

Levering samme dag, syv dage om ugen

Ud over Junkyard samarbejder Instabox blandt andet med H&M, IKEA og Boozt.com i Sverige. Der bliver leveret pakker alle ugens syv dage, og ni ud ti pakker, der bliver bestilt inden kl. 16.30, kommer frem samme dag.

”Det betyder i praksis, at du fx kan bestille en ny skjorte eller kjole om formiddagen og nå at hente den om eftermiddagen, inden du skal ud at spise eller i byen fredag aften. Og fordi vi har vores egne pakkebokse, behøver du ikke at stå i kø ved pakkeudleveringen,” fortæller Martin Nørtoft, der er General Manager for Instabox i Danmark.

Klar til vækst og ekspansion

Instabox har for nylig gennemført en ny finansieringsrunde på 36 mio. euro – eller næsten 270 mio. kroner – hvoraf en del skal bruges til fortsat vækst i Sverige og ekspansion til nye markeder.

”Vi glæder os rigtigt meget til at åbne i Danmark, hvor den ekstra kapitaltilførsel gør det muligt at have en offensiv og langsigtet vækststrategi. Samtidig kan vi trække nogle af vores mere 50 samarbejdspartnere i Sverige med over sundet, så vi hurtigere kan udbygge vores distribution,” siger Alexis Priftis, der er CEO og medstifter af Instabox.

Instabox har hvert år siden lanceringen i 2015 mere end tredoblet omsætningen. Sidste år fordoblede Instabox sin fysiske tilstedeværelse i Sverige, så seks mio. svenskere i dag har mulighed for at bruge tjenestens samme-dag-levering. Samlet set har 85 % af svenskerne adgang til Instabox, som løbende udbygger distributionen, så hele Sverige bliver dækket.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>