Ny undersøgelse: Vores arbejdsliv står foran ekstreme forandringer
Hjem NYHEDER Ny undersøgelse: Vores arbejdsliv står foran ekstreme forandringer

Ny undersøgelse: Vores arbejdsliv står foran ekstreme forandringer

Af Redaktionen

1.500 ledere og medarbejdere i store virksomheder har over det seneste år givet deres bud på fremtidens arbejde, og hvordan teknologien og eftervirkningerne af Covid-19 trækker det i en ny retning.

Ny undersøgelse: Vores arbejdsliv står foran ekstreme forandringerHvordan vil arbejde se ud i 2035, og i hvilken grad vil det være formet af digitalisering og hjemmearbejde? Spørgsmål som i øjeblikket kan synes umulige at svare på. Ikke desto mindre har softwarevirksomheden Citrix gjort forsøget via interview med 500 ledere på direktørniveau og 1.000 medarbejdere i store virksomheder fra USA, England, Tyskland, Frankrig og Holland.

Arbejdet har stået på i omkring et år med hjælp fra konsulentvirksomheden Oxford Analytica og analyseinstituttet Coleman Parkes og består af en række faglige forudsigelser omkring arbejdspladsen anno 2035. Både med udgangspunkt i den hastige teknologiske udvikling og påvirkningen fra Covid-19.

Fastansættelser bliver en sjældenhed
Undersøgelsen beskæftiger sig blandt andet med fleksibilitet på arbejdspladsen som følge af, at det bliver mindre vigtigt at være fysisk til stede på et bestemt sted. En udvikling som allerede har været i gang i en årrække, og som er accelereret voldsomt på grund af Covid-19. Forventningerne lyder på, at fleksibiliteten på arbejdsmarkedet vil nå helt nye højder i 2035.

  • 80 procent af de adspurgte ledere tror, at teknologiplatforme vil give nem adgang til højt specialiserede on-demand medarbejdere, der kan hjælpe virksomheder med øjeblikkeligt at omstille sig til ændringer i markedet og skiftende kundebehov.
  • 39 procent af de adspurgte ledere forventer, at størstedelen af de højt specialiserede on-demand medarbejdere vil være freelanceansatte, der skifter imellem opgaver og virksomheder.
  • 60 procent af de adspurgte medarbejdere tror, at fastansættelser vil høre til sjældenhederne.

Kunstig intelligens får en ledelsesrolle
AI (kunstig intelligens) bliver allerede i dag brugt i forskellige teknologier og software til at gøre hverdagen nemmere for medarbejdere verden over. Blandt andet ved at tage ved lære af medarbejdernes arbejdsrutiner og vaner for på den måde at udstyre dem med faste genveje og gøre dem mere produktive. Derudover bliver kunstig intelligens i høj grad brugt til at træffe øjeblikkelige beslutninger i selvkørende biler. Ifølge forudsigelserne i undersøgelsen har den kunstige intelligens i 2035 gjort sit indtog på ledelsesgangen.

  • 57 procent af de adspurgte tror, at AI vil træffe de fleste ledelsesbeslutninger og potentielt eliminere behovet for senior ledelsesteams.
  • 75 procent af de adspurgte forventer, at de fleste virksomheder vil have en central AI-afdeling, der overvåger alle områder af virksomheden
  • 69 procent af de adspurgte tror, at virksomheders CEO vil arbejde i et ligestillet partnerskab med en Chief of Artificial Intelligence.

Produktiviteten får et kæmpe boost
I 2035 vil teknologi på en lang række forskellige måder sikre, at medarbejdere præsterer så effektivt som muligt. Allerede i dag peger udviklingen på, at såkaldte “AI-ngels” – digitale assistenter drevet af kunstig intelligens – inden for en kort årrække vil kunne hjælpe medarbejdere med at prioritere deres opgaver og sikre deres fysiske og mentale velbefindende. De digitale assistenter vil for eksempel kunne planlægge møder på de mest optimale tidspunkter baseret på måling af blandt andet medarbejdernes blodsukker og humør. Alt sammen med det formål at skærpe medarbejdernes motivation, øge produktiviteten og skabe de bedst mulige resultater.

  • 83 procent af de adspurgte tror, at teknologi vil overtage rutineopgaver og gentagelsesarbejde, hvilket vil frigive tid til, at medarbejderne kan fokusere på mere meningsfyldt arbejde, hvor de kan gøre en forskel.
  • 79 procent af de adspurgte forventer, at medarbejdernes mere strategiske og meningsfulde roller vil skabe nye muligheder for personlig udvikling og mere tilfredsstillende karriereforløb.
  • 51 procent af de af de adspurgte tror, at teknologi vil gøre medarbejderne mindst dobbelt så produktive.

Teknologi skaber væksten
Ifølge undersøgelsen vil virksomhedernes investeringer i ny teknologi skabe helt nye niveauer af innovation og dermed hidtil usete forretningsmuligheder.

  • 90 procent af de adspurgte ledere tror, at teknologiske løsninger og kunstig intelligens vil være de mest afgørende faktorer for vækst i deres virksomheder.
  • 72 procent af de adspurgte mener, at kunstig intelligens vil generere mere omsætning end medarbejderne.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>