Med virksomheden CUBEDIN A/S, har Systematic og Odense Maritime Technology (OMT) etableret et joint venture, som skal skabe flerformålsskibe til det globale marked:
Fleksible, modulære flådefartøjer, som kan forvandles til alt fra miljøskibe til minestrygere på kort tid.
Fremtidens skibe kan på få timer konfigureres og dermed ændres fra at være inspektionsskib til et patruljefartøj eller fra minestryger til miljøskib. I hvert fald hvis det står til den nyligt etablerede virksomhed CUBEDIN A/S – et joint venture mellem de to danske virksomheder Systematic A/S og Odense Maritime Technology (OMT).
Begge virksomheder har markeret sig på det globale marked inden for henholdsvis softwareudvikling og skibsdesign. Det er disse kompetencer, samlet i CUBEDIN A/S, som skal bidrage til skabelsen af fremtidens flådefartøjer i form af modulære og fleksible skibe.
OMT, som har sine rødder i A. P. Møller-Mærsk og Odense Skibsværft, leverer ekspertise inden for moderne skibsdesign. Den anden halvdel i det maritime ægteskab er softwarevirksomheden Systematic, der står bag it-løsninger, som anvendes over hele verden inden for bl.a. forsvar, sundhed, politi og havvindmølledrift.
Fremtiden er firkantet
Sammen har de to virksomheder skabt et koncept til byggeri af en hel ny type modulære, fleksible flådeskibe. Skibene designes og bygges, så der er plads til forskellige moduler – de såkaldte ”cubes”, der leveres af den danske virksomhed SH Defence. Disse cubes er containere, der kan rumme forskelligt indhold, som hurtigt kan monteres og afmonteres alt efter skibets forestående missioner. Indholdet kan komme fra forskellige leverandører, så længe det kan passes ind i cuben.
Danny Ingemann er nyudnævnt CEO i CUBEDIN A/S. Han er ikke i tvivl om, at fremtiden er firkantet, og de modulære skibe er fremtidens myndighedsskibe og flådefartøjer:
”De skibe, der anvendes i dag, er ikke bygget med fleksibilitet for øje. De er typisk skabt til ét bestemt formål og til en bestemt type opgaver. Med CUBEDIN-teknologi kan producenter bygge modulære skibe, der i løbet af få timer kan tilpasses forskellige missioner blot ved at udskifte modulerne. Det er ikke bare praktisk og fleksibelt – det er også meget billigere, fordi missionsspecifikke skibe er dyre i både indkøb og vedligehold,” forklarer han.
Globale virksomheder vil bidrage i stor stil
Modulerne til skibene kan leveres af mange forskellige virksomheder, og det nye joint venture har allerede fået en del opmærksomhed i den maritime branche. Ved den internationale flådemesse, EuroNaval i Paris i oktober 2022 underskrev CUBEDIN A/S bl.a. en samarbejdsaftale med den franske teknologi-gigant Thales, der lige som flere andre virksomheder fra hele verden har tilkendegivet ønsker om at levere indhold til moduler i skibene.
”Der er uendelige muligheder i de funktioner, vi kan bygge ind i skibene på denne måde, og derfor er vi meget åbne over for samarbejde med virksomheder, som kan bygge og levere funktionaliteter til at inkorporere i konceptet. Målet er at have et ”Cube-store”, hvor kunder frit kan vælge hvilke funktionaliteter, de vil have med til deres skib,” siger Danny Ingemann.
I det nye joint venture leverer OMT det fleksible skibsdesign, mens Systematic står for at udvikle og levere den software, som integrerer de forskellige moduler, der omdanner fartøjet til den valgte mission.
Danny Ingemann vurderer, at CUBEDIN A/S’ koncept har et anseeligt potentiale på det globale marked, hvor de enkelte lande selv kan afgøre, hvor skibene skal bygges, hvilke funktionscontainere de vil have – og hvem de vil købe dem af.
”Det er banebrydende, fordi konceptet bygger på åbent skibsdesign med SH Defences standardiserede cubes og åbne standarder for kommunikation. Med den tilgang er der adgang til et stort globalt marked, som har brug for denne type skibe og ikke mindst mulighederne i at få dem fremstillet. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at denne her måde at bygge flådefartøjer på er fremtiden, siger han.
Danny Ingemann forventer, at de første skibe vil kunne sættes i produktion i løbet af et par år, og at de første skibe kan søsættes efter fire år.
CUBEDIN A/S er en banebrydende ny satsning inden for skibsdesign, modulær teknologi og software. Virksomheden blev etableret i 2022, som et joint venture mellem to virksomheder. Den ene, Odense Marine Technology (OMT), designer containerskibe- og fregatter og udspringer af A.P. Møller-Mærsk. Den anden er Systematic A/S, som står bag nogle af verdens førende softwareløsninger til forsvars-, sundheds- og forsyningssektoren. Sammen har de udviklet et koncept til den maritime industri, som gør design og skibsbygning hurtigere, mere omkostningseffektivt og munder ud i moderne, tilpasningsdygtige flerformålsskibe.