Psykologens fem gode råd: Sådan undgår du stress i jagten på p-plads
Hjem NYHEDER Psykologens fem gode råd: Sådan undgår du stress i jagten på p-plads

Psykologens fem gode råd: Sådan undgår du stress i jagten på p-plads

Af Redaktionen

Danske bilister oplever både stress og frustration, når bilen skal parkeres. Det viser en undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har foretaget for parkeringsappen EasyPark.

Psykologens fem gode råd: Sådan undgår du stress i jagten på p-plads 1

Psykolog og stressekspert Mette Kroier giver fem gode råd til at undgå stress i trafikken

Især danske kvinder bliver hurtigt stressede, fordi de i forvejen har travlt og er under tidspres – men de er langt bedre til at holde hovedet koldt i situationen end mænd. Ifølge psykolog og stressekspert Mette Kroier kan vi undgå stress i trafikken, hvis vi anvender smarte hjælpemidler og følger nogle få gode råd.

De fleste, der har prøvet at køre bil i storbyen, kender til at få svedige håndflader, når jagten på en ledig p-plads sættes ind. Det kan være både frustrerende og stressende at lede efter p-pladser, og det stjæler tid, der kunne bruges på en caféaftale med veninden, tid sammen med familien eller ligefrem med at arbejde.

En undersøgelse, som YouGov har foretaget for parkeringsappen EasyPark, viser, at hele 72 % af danske bilister oplever stress eller frustration, når bilen skal parkeres, og 32 % svarer, at de bliver stressede af parkeringsjagten, allerede inden der er gået fem minutter. Ifølge en ekspert i stress hænger det især for kvinder sammen med det store tidspres og de mange forventninger i hverdagen.

Hvert minut tæller i hverdagen

”Vi er generelt pressede – især os kvinder med de ambitioner, vi har, om både at matche mændene på jobmarkedet og samtidig være perfekte mødre, perfekte veninder, perfekte døtre og perfekte elskerinder. På den måde har vi flere typer af ’jobs’, og når vi så skal finde en parkeringsplads – i en hverdag, der i forvejen er presset – skal der ikke meget til, før vi er oppe på kogepunktet. Det handler ikke om, at vi bliver gale over ikke at finde en parkeringsplads, men om at vi skal forholde os til endnu et problem i en hverdag, der ikke hænger sammen,” forklarer psykolog Mette Kroier, stifter af Psykologhuset Kroier, hvor hun bl.a. hjælper danskere med at håndtere stress.

”Vi er så pressede på tid, at det ofte handler om minutter, når vi skal have dagen til at hænge sammen – især for kvinder med børn mellem 0 og 14 år. Hvis man er sent på den, allerede inden man kommer på arbejde, fordi et af børnene nægtede at tage sko på, så har man et højt adrenalinniveau, og så skal der ikke meget til, før man oplever stress. Det fører til, at man får problemer med at huske og at koncentrere sig, og på længere sigt kan det medføre nedsat humør og stressrelateret depression,” uddyber Mette Kroier.

Kvinder bedst til at holde hovedet koldt

Selvom både mænd og kvinder oplever stress, når bilen skal parkeres, er det altså de travle og tidspressede kvinder, der hurtigst bliver pressede og nærmer sig kogepunktet. Alligevel er kvinder bedst til ikke at koge over, til at slå koldt vand i blodet og til at overholde reglerne i trafikken – på trods af stress og jag.

Ifølge EasyParks undersøgelse er det nemlig tydeligt, at kvindelige bilister er mere lovlydige end mandlige. Kun 14 % af kvinderne bag rattet vil bevidst bryde parkeringsreglerne, mens hele 27 % af mændene i førersædet tilstår, at de indimellem reglerne ud fra den betragtning, at de nok ikke bliver opdaget.

Reptilhjernen slår til

For at finde forklaringen på dette skal vi helt tilbage til kønsrollerne i jæger- og samlersamfundet.

”Vi mennesker har jo bare en reptilhjerne. I tidernes morgen sørgede mænd for, at arten overlevede, mens kvinder sørgede for, at arten blev holdt i live. Fordi mænd var jægere, er de typisk mere risikovillige, mens kvinder dyrker forudseenhed, fordi deres opgave var at passe på, at børnene ikke faldt i søen eller bålet. Når mænd kører i bil, har de en lille kamp mod andre, fordi de godt kan lide spænding,” fortæller Mette Kroier og tilføjer om de 14 % af kvinderne, som alligevel bevidst bryder reglerne:

”Nogle kvinder er mere risikovillige end andre, og nogle har simpelthen et for stramt skema til at nå det hele, og det påvirker så helt praktisk vores adfærd i trafikken.”

Gode råd til at undgå stress i trafikken

Heldigvis er der flere gode råd og hjælpemidler, som gør det mindre stressende at finde den ledige p-plads. Mette Kroier giver her fem gode og enkle råd:

1. Vær i god tid: ”Et godt råd er at prioritere at køre 10 minutter før tid. I bilen sidder vi jo alligevel ned, så der kan man faktisk slappe af.” Måske kan man endda sætte sin egen musik på og nyde tiden lidt.

2. Træk vejret ordentligt: ”Det er vigtigt at trække vejret ordentligt. I det her samfund trækker vi mennesker vejret overfladisk. Jeg har fx øvet mig i at tage tre dybe indåndinger og puste langsomt ud, når jeg holder for rødt. Den lille pause er faktisk en god mulighed for at trække vejret ordentligt, og det kan give noget ro til systemet – som et lille quickfix. Det kan man også gøre, når man står i kø i et supermarked.”

3. Tænk ikke på negative ting: ”Det er en god idé at forsøge at holde bekymringer ude, som man alligevel ikke kan gøre noget ved, når man er i bilen.”

4. Husk at motionere: ”Sørg for at få motion hver dag efter arbejde. Adrenalin skal nemlig gås eller løbes ud af benene, og det sker jo ikke i bilen, hvor man sidder stille.”

5. Brug hjælpemidler: ”Der findes flere hjælpemidler, der kan give én følelsen af, at man får noget støtte i en given situation – fx i parkeringssituationen. Det nytter at få en hjælpende hånd.” EasyPark har fx en funktion i appen, der viser bilister den bedste vej gennem byen – det vil sige den rute, hvor der er størst sandsynlighed for en ledig p-plads tæt på deres destination. Ifølge Mette Kroier er det ”en mega god idé”.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>