Rekordlavt kulforbrug i 2019
Hjem NYHEDER Rekordlavt kulforbrug i 2019

Rekordlavt kulforbrug i 2019

Af Redaktionen

Danmarks kulforbrug faldt sidste år med næsten 43 pct. og udgør nu kun 5 pct. af det faktiske energiforbrug.

Rekordlavt kulforbrug i 2019

Illustration: Faktisk og korrigeret udledning af CO2, 1990-2019

Energiforbruget faldt med 3,4 pct., mens de faktiske udledninger af CO2 fra energiforbruget faldt knap 6 pct. Det fremgår af den foreløbige energistatistik for 2019, som Energistyrelsen udgiver i dag.

I de knap 50 år, som Energistyrelsen har indsamlet energistatistik, har styrelsen ikke registreret et lavere forbrug af kul og koks i Danmark end i 2019, hvor det faktiske forbrug er opgjort til 39 PJ. Det svarer til kun 5 pct. af energiforbruget. Kulforbruget faldt med 42,7 pct. sammenlignet med 2018, mens forbruget af naturgas blev reduceret med 7,6 pct.

Udviklingen skyldes dels et generelt fald i det faktiske energiforbrug på 3,4 pct., en stigende nettoimport af strøm fra vores nabolande samt et større forbrug af vedvarende energi. Vedvarende energi dækkede i 2019 35,0 pct. af det faktiske energiforbrug, hvor andelen i 2018 var 32,9 pct.

Fald i CO2 udledningen fra energiforbruget

2019 var et år med stor vindenergiproduktion, som kombineret med det faldende forbrug af fossile brændsler har betydet, at de faktiske udledninger af CO2 fra energiforbruget sidste år faldt med 5,7 pct. sammenlignet med 2018. Når der korrigeres for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandlen med elektricitet, faldt CO2-udledningerne i 2019 med 3,9 pct.

Siden 2010 er de faktiske CO2 udledninger fra energiforbrug faldet med 34,1 pct., mens de korrigerede udledninger er reduceret med 22,6 pct.

Fald i produktionen af olie og naturgas

Danmarks produktion af primær energi faldt sidste år med 10,3 pct. som et resultat af et kraftigt fald i produktionen af olie og naturgas på henholdsvis 11,4 pct. og 25,7 pct. Produktionen fra Nordsøen har de seneste år vist en nedadgående tendens, men den midlertidige nedlukning og genopbygning af Tyra-feltet fra september og frem til 2022 har påvirket især gasproduktionen fra Tyra og produktion og ilandføring på en række tilknyttede felter.

Omvendt trækker produktionen af vedvarende energi i den modsatte retning med en stigning på 4,2 pct. svarende til 7,2 PJ. Stigningen i produktionen af vedvarende energi skyldes især en stigning i produktion af vindenergi og biogas.

Se faktaoversigten med den foreløbige opgørelse af energiproduktion, energiforbrug og CO2-emissioner for 2019 (Excel-fil).

Yderligere resultater:

  • Det faktiske energiforbrug i Danmark faldt med 3,4 pct. i 2019 til 724 PJ. Forbruget af kul og naturgas faldt i 2019 med 42,7 pct. og 7,6 pct., mens forbruget af olie og vedvarende energi mm steg med henholdsvis 0,8 pct. og 2,8 pct.
  • Det korrigerede bruttoenergiforbrug faldt i 2019 med 2,0 pct. til 766 PJ på baggrund af et fald i kul og naturgas på henholdsvis 26,3 pct. og 4,7 pct. Forbruget af vedvarende energi steg mm med 4,9 pct. mens forbruget af olie steg med 0,9 pct.
  • Energiintensiteten målt i forhold til det korrigerede bruttoenergiforbrug faldt i 2019 med 3,9 pct. i forhold til 2018. Et fald i intensiteten betyder, at bruttonationalproduktet er steget mere end energiforbruget.
  • Et foreløbigt skøn indikerer, at Danmarks samlede faktiske udledning af drivhusgasser (inklusive udledninger af lattergas og metan fra landbruget, dog ekskl. LULUCF-sektorerne jord og skov) er faldet med 4,1 pct. i 2019. En endelig opgørelse over Danmarks udledning af drivhusgasser vil senere blive publiceret af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>