Sony er kendt for at holde kortene tæt til kroppen forud for lanceringen af en ny konsol.
Nu har de dog endelig afsløret de første detaljer om PlayStation 5 – og der er god grund til at glæde sig. Se hvorfor herunder.
PlayStation 5 har efterhånden ladet vente på sig i lang tid, men nu ser det ud til, at den er ved at være lige på trapperne. Sony har afsløret de første detaljer om konsollen, der ser ud til at ramme julehandlen i slutningen af året.
Men hvad kan vi forvente os af den nye konsol? Vi har fået et indblik i flere detaljer omkring PlayStation 5, og det ser ud til, at der virkelig er noget at se frem til. Den japanske tech-gigant afslørede nemlig specifikationerne for den PlayStation 5 ved deres såkaldte deep dive, der blev afholdt i midten af marts.
Sony er ellers notorisk kendt for kun at offentliggøre detaljer drypvist her og der for at skabe en hype omkring deres produkter. Svaret på, hvorfor de nu vælger at lægge kortene på bordet og give os alle detaljer, kan muligvis findes i det faktum, at Microsoft netop har gjort det samme med deres Xbox Series X-konsol.
PlayStation 5 bliver en væsentlig opgradering
Sonys nyeste skud på stammen kommer til at blive en gevaldig opgradering i forhold til sin forgænger. I PlayStation 4 tog det således 20 sekunder at loade 1GB data, imens det i den 5. generation kun vil tage ét sekund at loade 5GB data.
Det skyldes blandt andet SSD-harddisken på hele 835GB, der dog stadig efterlader mulighed for at kunne tilslutte en USB-harddisk, der vil performe væsentligt langsommere, men som giver mulighed for at spille PS4 spil.
Specifikationer
Vi har fået et indblik i de specifikationer, der kommer til at udgøre den nye PlayStation. Det ser ud til, at der her bliver tale om en konsol med masser af kraft, omend Xbox Series X-konsollen vil være en værdig modstander.
●AMD Zen 2-processor inkl. 8 kerner på 3,5GHz
●AMD RNDA 2 grafikchip
●16GB GDDR6 RAM
●825GB SSD-harddisk
Hvad kommer PlayStation 5 til at koste?
Det er ikke alle detaljer omkring den nye PlayStation, der er på plads endnu. Eksempelvis ved vi på nuværende tidspunkt ikke, om den kommer i flere udgaver, eller hvilke spiltitler der bliver udgivet til den.
Selvom prisen indtil nu ikke har været noget, der er blevet meldt ud om, har Proshop.dk allerede sat den til salg via forudbestilling. Her er den prissat til lige under 7.000 kroner, hvilket gør den væsentligt dyrere end PlayStation 4 var, da den først kom i handlen.