Stor glæde over midler til grøn fjernvarme
Hjem BÆREDYGTIGHED Stor glæde over midler til grøn fjernvarme

Stor glæde over midler til grøn fjernvarme

Af Redaktionen

Fjernvarmebranchen glæder sig over, at de nu kan komme i gang med at omstille de sorte boliger til grøn fjernvarme.

Stor glæde over midler til grøn fjernvarme

Dansk Fjernvarme glæder sig over, at Fjernvarmepuljen nu er åben, så flere kan få fjernvarme.

Kraftig efterspørgsel efter fjernvarme bør dog give anledning til nye puljemidler snarest, lyder det.

Energistyrelsen har netop offentliggjort de formelle krav som fjernvarmeselskaberne skal leve op til for at få andel i de tilskudsmidler, der blev besluttet med klimaaftalen fra d. 22. juni 2020. Det er puljemidler, der skal sikre, at boligejere med olie- eller naturgasfyr, kan skifte til grøn fjernvarme.

– Det er overordentlig positivt, at der nu er kommet afklaring på det tilskud, der skal sikre udfasning af sort energi i boligopvarmningen og skift til den grønne fjernvarme. Fjernvarmeselskaber over hele landet tripper på at komme i gang med at få udbredt den grønne fjernvarme, så det er en god, grøn nyhed at starte året på, siger Nicolai Kipp, der er chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

Stor efterspørgsel efter grøn fjernvarme
Flere undersøgelser har peget på, at mindst 200.000 boliger ud af de i alt knap 500.000 boliger, der opvarmes individuelt med fossil energi, med fordel kan skifte til fjernvarme. Dansk Fjernvarme vurderer at potentialet er langt større.

– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne havde set en større pulje med midler. Vores medlemmer har sunde og køreklare projekter over hele landet, hvor de alene har ventet på afklaring af puljerne. Vi kan allerede nu se, at puljemidlerne ikke rækker til, at de alle kan komme i gang, så vi glæder os til, at politikerne snarest får genoptaget forhandlinger om nye midler, så vi kan sikre grøn varme til alle i landet, yder det fra Nicolai Kipp.

Små varmepumper skal ud i landdistrikterne
Samtidig sender brancheforeningen en klar appel til politikerne på Christiansborg og myndighederne om i højere grad at målrette puljemidlerne. Alt andet vil være uhensigtsmæssigt og gøre den grønne omstilling dyrere end nødvendigt.

– Vi skal have mange flere små, individuelle varmepumper. Men de skal ikke udbredes for enhver pris, da de medfører en række store investeringer i elnettet, ligesom de i områder med kollektiv varme kan gøre sunde fjernvarmeprojektet urentable. Derimod har vi brug for fjernvarmen, fordi den i langt højere grad, kan udnytte energien fra sol og vind i elsystemet, når energien er der, for desværre er det sådan, at varmebehovet ikke indstiller sig på, om det blæser eller solen skinner, siger Nicolai Kipp, der fortsætter:

– Derfor skal tilskud til små varmepumper målrettes de mange oliefyr i landdistrikterne, mens tilskud til fjernvarmen skal målrettes de steder, der i dag har naturgas. Sådan får vi mest grøn værdi for pengene, samtidig med at vi sikrer et integreret energisystem, hvor vi udnytter de forskellige teknologiers forcer, samtidig med, at vi fortsat energieffektiviserer.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>