Stort gennembrud: Dansk teknologi muliggør grøn skibstransport
Hjem LOGISTIK/ TRANSPORT Stort gennembrud: Dansk teknologi muliggør grøn skibstransport

Stort gennembrud: Dansk teknologi muliggør grøn skibstransport

Af Redaktionen

En ammoniakdreven skibsmotor med et essentielt forsyningssystem fra den Hedensted-baserede virksomhed Eltronic FuelTech er nu en realitet.

For første gang bliver reel grøn skibs transport muligt.

Som led i at reducere skibsfartens CO2-udledning på et globalt plan har danske Eltronic FuelTech i samarbejde med MAN Energy Solutions, DTU og det norske klassifikationsselskab DNV udviklet en helt ny ammoniakdreven skibsmotor.

Fuldskala-ammoniakmarinemotoren er den første af sin slags i verden, og i testfasen blev forbrændingen udført på en MAN B&W totakts 4T50ME-X type. Det gav positive resultater med særligt lovende data vedrørende pilotoliemængde og forbrændingsstabilitet, og dermed har en ny type skibsmotor, hvor det unikke forsyningssystem giver en sikker forsyning og håndtering af ammoniak som brændstof ombord på skibet, set dagens lys.

Ifølge Louise Andreasen, der er administrerende direktør i Eltronic FuelTech, er gennembruddet en signifikant og banebrydende milepæl i kampen for en grøn skibsfart.

– For at opnå reel zero-carbon shipping er ammoniak det mest gangbare brændstof. Hidtil har teknologien til sikkert at håndtere ammoniak som brændstof ikke været på plads, men det er den nu, og det er et kæmpe skridt i den rigtige retning for den maritime sektor, at ammoniakmotoren og det tilhørende forsyningssystem fra tank til motor nu er en realitet, siger Louise Andreasen.

Alt dobbeltsikres

Som verdens førende udvikler af low-speed-motorer til store kommercielle skibe er MAN Energy Solutions leder af AEngine-projektet, mens Eltronic FuelTech står for udviklingen af forsyningssystemet og FVT, der gør, at ammoniakken kan føres sikkert fra tank til motor. Virksomheden har i forvejen udviklet tilsvarende forsynings- eller sikkerhedssystemer til mere end 550 skibe drevet på alternative brændstoffer, som metanol, LPG og LNG.

– Vores erfaring og viden på området er second to none, og vi kan levere hele forsyningsdelen fra tank til motor, som for første gang kan sejle på ammoniak. Der er risici forbundet med brugen af ammoniak, og det er netop her vores ekspertise for alvor kommer til sin ret og sikrer, at brændstoffet håndteres sikkert ombord, siger Louise Andreasen og uddyber:

Stort gennembrud: Dansk teknologi muliggør grøn skibstransport

En ammoniakdreven skibsmotor med et essentielt forsyningssystem fra den Hedensted-baserede virksomhed Eltronic FuelTech er nu en realitet. For første gang bliver reel grøn skibs transport muligt. Foto: PR.

– Med ammoniak stilles der endnu højere krav til sikkerheden end ved øvrige brændstoffer. Det betyder praktisk talt, at vi dobbeltsikrer alt i installationsområdet. Det betyder, at en eventuel lækage vil blive opdaget, inddæmmet og håndteret uden sikkerheden på skibet kompromitteres.

Den færdige ammoniakmotor forventes at blive leveret i slutningen af 2024 eller starten af 2025, og teknologien skal også kunne implementeres på skibe i den eksisterende skibsflåde.

– Med vores teknologi kan vi bidrage til en grønnere skibstransport. Lige som vi gennem den seneste tid har oplevet en stigende tilslutning til grøn metanol, ser vi et enormt potentiale i ammoniak, som uden tvivl bliver kæmpestort inden for ganske få år, og især når de store containerskibe kommer med, vil vi opnå en betydelig CO2-mæssig gevinst for kloden, siger Louise Andreasen.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>