I dag offentliggør Telenor-koncernen sit resultat for fjerde kvartal 2018 og det samlede resultat for 2018.
Telenor Danmark kommer flot ud af 2018. Med en indtjening (EBITDA) på 207 mio. kroner i Q4 går selskabet 84% frem i forhold til Q4 2017– og samlet opnår Telenor Danmark en indtjening på 862 mio. kroner i 2018. Det er den højeste indtjening i fem år og en forbedring på 27% i forhold til 2017. Selskabet opnår en indtjeningsgrad (EBITDA%) på 22% for året som helhed – en forbedring på 5 procentpoint i forhold til 2017 og den højeste indtjeningsgrad for selskabet i syv år.
”Jeg er meget tilfreds med årets resultat og vores solide fremgang i indtjeningen, der er altafgørende for, at vi kan fortsætte vores investeringer i udviklingen af vores forretning til glæde og gavn for vores kunder. Vi har i 2018 udviklet og lanceret to helt nye forretningsmodeller på privat og erhverv, som har gjort det væsentlig lettere og mere attraktivt at være kunde hos os. Det er tydeligt, at kunderne er trætte af uigennemskuelige teleprodukter, og derfor har vi udviklet Telenor Trin, der afspejler kundernes ønske om enkelhed, mere data og roaming. Og vores erhvervskunder har med Business All fået ét produkt, én regning og roaming i 78 lande,” fortæller Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor Danmark.
Øget kundetilfredshed, tilfredse medarbejde og lavere omkostninger
Telenor har samtidig formået både at øge kundetilfredsheden og nedbringe omkostningerne. Kundetilfredsheden er i 2018 gået frem 25%, og omkostningerne er faldet med 10%.
”For at skabe resultater, der rækker ind i fremtiden, skal man have tilfredse kunder, engagerede og dygtige medarbejdere og penge på bundlinjen. Vi er inde i en rigtig god udvikling, hvor vi formår at levere på alle tre parametre. Men vi har ambitioner om at gøre det endnu bedre. Derfor forsætter vi selvfølgelig rejsen i 2019 med at simplificere og digitalisere vores forretning og investere i nye kompetencer og bedre kundeoplevelser,” siger Jesper Hansen.
Oprydning af inaktive kunder og udfasning af statskunder
Telenor har brugt 2018 på at rydde op og fjerne gamle, umoderne produkter og inaktive kunder, ligesom udfasningen af statskunder helt forventeligt har ført til et lavere samlet kundeantal. Samlet går antallet af mobilkunder 127.000 tilbage i 2018, hvor langt hovedparten skyldes udfasning af statskunder, og 23.000 relaterer sig til privatkunderne og en oprydning af gamle produkter og inaktive kunder.
”Vi har ryddet op i kundebasen og lukket en række forældede og urentable produkter i forbindelse med introduktion af nye. Omkring halvdelen af de 23.000 skyldes et fald på mobilt bredbånd og resten skyldes oprydning af inaktive abonnementer og gamle umoderne produkter. Dette påvirker helt forventeligt vores kundeantal, men er et led i en bevidst strategi om at levere produkter, der matcher vores kernemålgruppers behov,” siger Jesper Hansen.
Investeringer i fremtiden fortsætter
Telenor har i 2018 investeret i bedre selvbetjeningsløsninger og netværksudbygning. Derudover har der været fokus på investering i sikkerhed, IoT og uddannelse af medarbejdere.
”Vi har investeret massivt i forsat udbygning af vores 4G-mobilnetværk frem mod fremtidens 5G og sikre vores kunder og forretning mod cybertrusler. Vi har samtidig valgt at investere ekstra 15 mio. kroner i uddannelse af vores medarbejdere, hvor medarbejderne får tid og adgang til at gennemføre kurser fra førende universiteter. Det fortsætter vi med i 2019, så vores medarbejdere løbende udvikler sig, og vi har den viden, der skal til for at lykkes med vores strategi,” fortæller Jesper Hansen.