Jens Bager, Nordisk direktør for SAP SuccessFactors fokuserer i denne Q&A på at offentlige organisationer har særlige udfordringer med at rekruttere, udvikle og fastholde medarbejdere og tekniske udfordringer der ligger bag:
Har offentlige organisationer særlige udfordringer med at rekruttere, udvikle og fastholde medarbejdere?
”Ja, det vil jeg mene. De megatrends, som præger arbejdsmarkedet, er ens for alle, men HR-opgaven bliver løst meget, meget forskelligt. De bedste organisationer har travlt med at gøre sig mere fleksible og åbne for en langt mere skræddersyet dialog med den enkelte medarbejder. Det kræver centralisering for at have de bedste digitale hjælpemidler, og det kræver samtidig decentralisering, for HR-dialogen skal foregå direkte mellem leder og medarbejder. Selv om mange kommuner er meget store arbejdsgivere med mange dygtige medarbejdere, så er det min fornemmelse, at de ikke har samme fart på med at løse denne opgave. Moderne HR minder mest af alt om avanceret, dialogpræget en-til-en-markedsføring. Den gammeldags tilgang er, at man reaktivt håndterer ansøgninger, og den møder man ofte i offentlige organisationer. Derudover er rekrutteringsværktøjerne ofte ringe og utidssvarende.”
Er det et ledelsesmæssigt problem?
”En kæmpemæssig ledelsesudfordring! Vi har over 700.000 offentlige medarbejdere i Danmark, og mange sektorer står over for et stort generationsskifte. Det bliver en stor udfordring at tiltrække nye generationer og nyt talent. Navnlig fordi den offentlige sektor er en people business. De offentlige ledere er ofte ladt i stikken, når de vil handle optimalt og kreativt. De har hverken ledelsesrummet eller værktøjerne til at gennemføre de helt oplagte tiltag, som kan skabe bedre arbejdsforhold og styrke rekrutteringen. Morgendagens medarbejdere vil forlange en langt mere personlig og individ-rettet ledelsesstil, hvor der bliver taget hånd om behovet for læring, udvikling og udfordringer. I den store offentlige organisation vil jeg tro, at man savner detaljeret viden om den enkelte medarbejder, så man metodisk kan bygge karriereveje og udviklingsmuligheder for den enkelte.”
Er private virksomheder ikke ramt af de samme trends?
”De er i den grad ramt, og de fleste handler over for problemstillingen. Den store tunge og hierarkiske organisationstype er under ombygning til fordel for mindre, mere flydende og projektorienterede organisationsformer. Softwareteknologi kommer til at ændre jobindholdet for stort set alle faggrupper, og derfor vil medarbejderne opleve mange og markante skift i deres tid i en organisation. De får flere ”karrierer” i den samme virksomhed. Disse skift kan sagtens ske i den samme virksomhed, hvis leder og medarbejder har de rigtige samtaler og løbende tager de rigtige små skridt. Derfor er det så strategisk, at organisationen har en god føling med den enkelte medarbejder.”
Er der særlige tekniske udfordringer bag situationen i eksempelvis kommunerne?
”Yngre mennesker i always-on-generationen forventer en fleksibel og digital ”samtale” med deres leder. Gerne i et set-up som minder om Facebook. Den slags løsninger findes på HR-området, og de er som regel cloud-løsninger. Som organisation styrker man dialogen mellem leder og medarbejder, og samtidig opsamler man viden, holdninger og ønsker hos medarbejderne. Men stat og kommune har historisk været tilbageholdende med internationale cloud-løsninger ud fra en tanke om at holde danske data i Danmark. Nu breder der sig heldigvis en erkendelse af, at data netop er godt beskyttet hos de professionelle leverandører, og GDPR har været med til at åbne øjnene på det område.”
Hvor ser du den strategiske styrke for den offentlige organisation?
”Den største styrke er, at opgaven er meningsfuld og har et godt formål. Unge kommer ud med et naturligt ønske om at arbejde for en god sag. Skoler, sygehuse, daginstitutioner, og tekniske forvaltninger uddanner, plejer, helbreder og regulerer miljø og klima. Det kan ikke blive mere meningsfuldt. En anden styrke er, at organisationerne ofte er pænt store. Man kan skabe digital og strategisk understøttelse af en HR-opgave, som jo er meget ens på tværs af fag, uddannelse, rolle og opgave. Skolelederen, forvaltningschefen og styrelsesdirektøren har samme opgave. Det handler om at skabe gode rammer om nogle gode medarbejdere, som selvfølgelig skal udvikles, passes og udfordres.”
Jens Bager, Nordisk direktør for SAP SuccessFactors